I det seneste år har flyselskaber og lufthavne været udfordret hårdt på iderigdom og fantasti, når det gjaldt om at sikre deres enemærker og passagerer mod Corona virus.
Overalt er ansigts-masker nu påbudt. Man skal undgå at stå i kø, og hos flyselskaberne har man skåret service og måltider ombord ned til et minimum, så kabine-personale og rejsende ikke kommer for tæt på hinanden.
Siden marts sidste år har jeg også vist adskillige kreative forslag til, hvordan flykabiner kan gøres mere sikre mod virus. Folk ombord skal simpelthen forhindres i at ånde på hinanden.
Indtil videre har jeg dog ikke set nogen flyselskaber indføre de nye typer sæder og sædeplaceringer med vægge imellem og forskudt anbragt.
Flyselskaberne har nok heller ikke følt sig tvunget til at indføre de nye sædeformer. Passagertallet er styrtdykket, og kun en brøkdel af de normale afgange gennemføres nu om dage.
Med under 50 procent belægning er der god plads mellem hver passager. Mange har hele sæderækken for sig selv.
Nu dukker så et nyt anti-corona-værktøj op. ViraShield er så billig, at alle flyselskaber kunne tilbyde nyheden. Den kræver ikke ombygning af sæder og kan foldes op på mindre end et minut.
ViraShield har tilmed den fordel, at passagererne selv kan have den med i lommen. Det vil dog næppe være praktisk.
Jeg kunne sagtens se for mig med gru, hvordan over hundrede passagerer fumler med at folde deres medbragte sikkerheds-kabine ud på den i forvejen sparsomme plads ved et flysæde.
Ideen er ellers grundlæggende oplagt: Man kryber ind i sin egen virus-sikre kabine bag gennemsigtigt plastik.
Størrelsen passer lige til et Economy Class flysæde, men i princippet vil ViraShield også kunne bruges i et tog, i ventesale, ved møder eller måske sågar i biograf og teater.
ViraShield ser lidt grinagtig ud, men beskyttelsen skal være ok.. Man sidder isoleret med hele overkroppen og armene dækket. Om man kan spise og drikke derinde – well det kræver nok en praktisk afprøvning.
Fabrikanten håber at kunne sælge sit mini-virus-telt til en masse flyselskaber. Desuden skal passagerer kunne købe ViraShield i butikker og kiosker i lufthavne og på togstationer.
Foreløbigt kan man købe nyheden online hos Pictar og Amazon, hvor den koster 90 USD eller ca. 550 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Pictar)
https://www.pictarworld.com/products/vira-shield
Skriv et svar