Airbus’ små A220 passagerfly er langt fra samme bestsellere som maskinerne i den større A320 og A321 familie.
I Danmark ses Airbus’ ”baby” mest i lettiske Air Baltics lakering, mens Delta Air Lines I USA og Air France også hører til de største kunder af A220 modellerne.
Airbus har fundet ud af, at A220 er lige lille nok. Flyselskaberne vil hellere have maskiner med plads til flere passagerer.
Derfor vil Airbus nu proppe flere sæder ind i sine nuværende A220-300 fly, uden at skrog og kabine skal udvides.

Her ses Airbus A220 fabrik i amerikanske Mobile i delstaten Alabama. (Foto: Airbus)
Tættere sæderækker og smallere sæder skal være nok til at udvide passagertallet fra i dag 149 til fremover 160.
Dette kræver imidlertid en ny type-godkendelse hos luftfarts-myndigheder. En procedure, som Airbus regner med vil tage et år.
Tidligere har Airbus gode erfaringer med tilsvarende sammen-propning af passagerer i sine populære A320 maskiner.
I 2022 fik Airbus således lov til at udvide antallet af sæder i A320 modellen fra 180 til 195. En detalje, der går ud over passagerernes komfort, men skæpper godt i kassen hos flyselskaberne.

Sådan ser kabinen ud i en Airbus A220-300 fra Air Baltic. Hvis der skal proppes 11 ekstra sæder i, bliver der trangt mellem sæderækkerne. (Foto: Air Baltic)
Også Boeing har gjort noget lignende med sine 737 MAX 8 fly. Her har man bygget en særlig 8-200 model til Ryanair, hvor der er 200 sæder mod normalt 178.
Forudsætningen for at få en tilladelse til om-møblering er bl.a, at flyene kan bruge de samme jetmotorer og vinger som på de nuværende Airbus A220-100 og -300 modeller.
Sandsynligvis skal Airbus dog indbygge to ekstra nød-udgange – en i hver side. Det samme har Boeing gjort i sine 737-8200 maskiner til Ryanair.
Til gengæld vil vægten af de 11 ekstra passagerer øge flyets vægt og dermed rækkevidde. Det skal flyselskaberne tage med i deres kalkulationer….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Eigenheer / Wikimedia)





Skriv et svar