Der går næsten ikke en uge eller måned, hvor rejse- og ferie-branchen ikke leverer nye rekordtal. Danskerne er ganske enkelt begyndt at rejse igen – og rigtigt mange med fly.
Senest er det Spies, der her til morgen fortæller, selskabet lige har gjort kassen op for den bedste oktober nogensinde i charter-gigantens næsten 70-årige historie.
I hele årets tiende måned var charterflyene ned til varme og sol udsolgt fra ende til anden. Mange danskere benyttede også lejligheden til at gøre deres efterårsferie mere aktiv og motions-præget end før.
Samlet set sendte Spies 22.000 danskere med sine egne charterfly fra Sunclass Airlines. Det gav en oktober-omsætning på over 200 millioner kroner. Også en ny rekord.
”Vi har altid høj belægning på vores fly. Men det er alligevel ret utroligt, at vi kan gennemføre 31 dage i træk, hvor alle sæder er solgt,” konstaterer Sofie Folden Lund. Hun er presse- og kommunikationschef i Spies.
”Skolernes efterårsferie bliver altid revet væk, men det er nyt, at de andre uger i efteråret også er lige så efterspurgte, at vi kunne melde udsolgt på alle vores 106 afgange,” fortsætter hun.
Størst fremgang hos efterårs-ferie-publikummet har Spies registreret hos de lidt ældre rejsende, der ikke længere er på arbejdsmarkedet.

22.000 danskere tog sydpå med Spies i oktober. (Foto: Spies)
En mærkbar stigning var der også hos familier med helt små børn. Begge grupper har større fleksibilitet, når det gælder ferie-planlægning.
Sofie Folden Lund peger også på, at den stigende interesse for mere aktive ferier påvirker, hvornår danskerne rejser.
”I oktober er temperaturerne ofte helt ideelle, hvis man ønsker at vandre, cykle eller tage på kulturelle udflugter. Det passer godt til den måde, mange af vores gæster rejser på. De
Som nævnt rejste godt 22.000 charter-gæster med Spies fra fem danske lufthavne til 13 destinationer i udlandet.
97 procent fløj med Spies’ eget flyselskab Sunclass Airlines, og de mest populære rejsemål i oktober var Gran Canaria og Cypern.
Ud over de klassiske charter-rejser tilbyder Spies også rejser til en lang række destinationer med rutefly. I oktober sendte Spies således flere tusinde danskere på storby-ferie til bl.a. Rom, London og Paris samt til mere eksotiske rejsemål som Maldiverne og Thailand.
Efter en oktober fuld af rekorder har Danmarks største charter-ferie-arrangør nu vendt blikket mod vinter, hvor Thailand, De Kanariske Øer, Kap Verde og Egypten er de mest bookede rejsemål….
(Indledningsfoto til artiklen: Sunclass Airlines)





Skriv et svar