Selvom Billund Lufthavn kan glæde sig over en fin start på sommer-sæsonen med bl.a. tre nye flyruter, har Danmarks næststørste lufthavn fortsat et stort gabende hul efter Ryanairs farvel i april.
I juni 2024 rejste 398.206 personer gennem gatene i Billund Lufthavn. I den netop overståede juni var det 290.094. Altså 108.000 færre. Næsten alle sammen folk, der ville have rejst med Ryanair.
Heldigvis kan den sydjyske lufthavn også fortælle om tre nye ruter, der er åbnet:
Norwegian er begyndt at flyve til Londons Gatwick lufthavn op til seks gange om ugen, mens Wizz Air forbinder Billund med Gdansk i Polen og Vilnius i Litauen. Henholdsvis med tre og to ugentlige afgange.
De tre nye ruter skal give Billund over 100.000 sæder i tredje kvartal og dermed være med til at lukke en del af hullet efter Ryanair. Ifølge lufthavnen ser de første booking-tal lovende ud.
Det samme skal de såkaldte netværks-selskaber. Det er flyselskaber, som sender passagerer fra Billund videre til en større lufthavn, hvorfra de kan rejse ud i verden.
I Billund er de typiske netværks-selskaber Lufthansa, Air France, KLM, SAS, British Airways og Turkish Airlines.
I årets første seks måneder er trafikken i netværks-selskaberne vokset med over 14 procent. De har dermed bragt knap 80.000 flere rejsende gennem lufthavnen – sammenlignet med samme periode sidste år.
I dag har Billund 50 flyselskaber og 100 direkte ruter. De er med til at fastholde lufthavnens position som det vestlige Danmarks vigtigste internationale trafik knudepunkt….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)





Skriv et svar