Det kom som et chok og absolut ingen tidlig aprils-nar, da Ryanair valgte at lukke og slukke i Danmarks næst-største lufthavn i marts sidste år.
Med ét slag mistede Billund Lufthavn sit største flyselskab og omkring en tredjedel af sine passagerer.
Det svarer til omkring 1,3 millioner rejsende, som Billund mangler i forhold til 2024. Her i det netop afsluttede 2025 nåede lufthavnen kun 3.058.981 passagerer.
”2025 blev et markant anderledes år for os. Vi stod til at miste omkring hver tredje af vores passagerer fordelt på 25 flyruter, da Ryanair forlod os,” indrømmer Jan Hessellund. Han er admin, direktør i Billund Lufthavn.
”Det skabte turbulens, ikke kun i lufthavnen, men i hele vores lokale område. Hoteller, turist-attraktioner, erhvervsliv og rejsende fra nord, syd, øst og vest blev påvirket,” fortsætter han.

I 2026 vil Norwegian i høj grad fylde de tomme pladser ud efter Ryanair. (Foto: Kåre Bruhn / Billund Lufthavn
Ryanairs begrundelse for at forlade Billund var utilfredshed med højere lufthavns-afgifter og statens nye passagerskat.
Billund var bestemt heller ikke den eneste lufthavn, som lavpris-gigantens vrede gik ud over. I Danmark forlod Ryanair også Aalborg Lufthavn, mens også store lande som f.eks. Tyskland fik store nedskæringer i Ryanairs rutenet.
Efter nedturen den 1. april begyndte Billund dog straks at kæmpe imod.
Kontakt blev etableret med nye flyselskaber, som kunne være interesseret i at udfylde hullet efter Ryanair, ligesom mange af lufthavnens andre selskaber gik med til at udvide deres antal afgange.
Nu ved indgangen til et nyt år hører man igen optimistiske toner fra Danmarks næst-største lufthavn:

Adm. direktør Jan Hessellund regner med, at hans lufthavn gør comeback i 2026 efter nedturen med Ryanairs farvel for otte-ni måneder siden. (Foto: Billund Lufthavn)
Dels får Billund mindst 10 nye flyruter i 2026. De er i høj grad drevet af den norske Ryanair rival Norwegian, men også andre flyselskaber kan være på vej.
Billund Lufthavns topchef Jan Hessellund regner derfor med at kunne tilbage-erobre 800.000 af de tabte 1,3 millioner rejsende i løbet af i år.
Dels kan Billund fortælle om et helt nyt byggeri til 80 millioner kroner, som skal etablere en ny cargo-terminal til HT Transport. Bygningen vil være med til at markere Billund som et af Nordeuropas største centre for luftfragt.
I den netop overståede julemåned rejste 189.477 passagerer gennem Billund Lufthavn. I hele 2025 var det 3.058.981, hvilket var et forventet fald på 22 procent i forhold til 2024.
Ifølge lufthavnen voksede netværks-selskaber som KLM, Air France og Lufthansa med 11 procent i passagertal i 2024.

Billund får en ny stor luftfragt-bygning til foråret, når HT Transport udvider sine air cargo aktiviteter med en investering på 80 millioner kroner. (Foto: Billund Lufthavn)
Det er selskaber, som primært flyver rejsende til og fra større lufthavne længere nede i Europa, hvor de så skifter til langdistance-ruter ud i resten af verden.
Billunds øvrige flyselskaber voksede sågar med 34 procent i samme periode. Den fremgang bæres bl.a. af Norwegian og Wizz Air, der begge har tilføjet flere ruter og udvidet deres eksisterende.
”Flyene har været pænt fyldte hele året med en gennemsnitlig belægnings-procent på lige under 80. Det vil sige, at otte af ti tilbudte sæder var solgt,” forklarer Jan Hessellund.
”Årets største selskaber i Billund Lufthavn i 2025 var KLM, Lufthansa, SAS, Norwegian, Wizz Air og Air France,” siger han videre.
Mere end hver tredje passager i Billund Lufthavn er i øvrigt erhvervsrejsende – samme høje niveau som i 2024….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)





Skriv et svar