Flyselskaberne søger hele tiden ting, som de er ene om eller i hvert fald bedre end konkurrenterne.
Længe har billige billetpriser været det bedste argument til at kapre kunder fra konkurrenterne.
Mere gunstige afgangstider er også godt, mens mere attraktive bonus-programmer eller bedre servering ombord på især de lidt længere flyveture bestemt også kan betyde noget.
Meget kunne tyde på, at hurtigt Wi-Fi bliver et af de vigtige salgs-argumenter i det kommende år. Især når de gode internet forbindelser er gratis i alle klasser på flyet.
Det tilbud kommer først og fremmest fra satellit selskabet Starlink, der ligesom Tesla elbiler hører til imperiet hos verdens rigeste mand – Elon Musk.
Senest har British Airways meddelt, at man vil udstyre samtlige sine passagerfly med Starlink Wi-Fi forbindelser.
Tidligere har bl.a. SAS, Qatar Airways og United Airlines gjort det samme. Længst i udrulningen er Qatar Airways.

British Airways følger i hælene på bl.a. SAS og vil tilbyde sine passagerer hurtigt og gratis Wi-Fi ombord på sine fly. (Foto: Nick Fewings / Unsplash)
Starlink Wi-Fi får meget ros af brugerne, fordi man kan opnå internet hastigheder i fly i over 10 kilometers højde, der kan sammenlignes med, hvad man kender hjemme fra fibernet og 5G.
Det vil sige, at passagerer ikke kun kan tjekke e-mails og benytte besked-tjenester, men streame film, musik, deltage i online spil, være med i Zoom møder eller surfe på internet.
Mange branchefolk havde ellers regnet med, at British Airways – sammen med sine IAG søsterselskaber Iberia og Aer Lingus – ville vælge Amazons konkurrerende Kuiper satellit system.
Starlink scorede dog kunden i sidste ende. Sikkert, fordi de over 8.800 satellitter i dette system dækker kloden bedre og allerede har vist sin kvalitet i praksis hos andre store flyselskaber.
Beslutningen er vigtig for British Airlines. Englænderne hinker nemlig teknologisk efter sine rivaler og er et af de meget få store full-service flyselskaber, som endnu ikke har (langsom) Wi-Fi på alle sine fly.
Hurtigt Wi-Fi er en del af de lovede 70 milliarder kroner, som British Airways har lovet at investere i sin i dag ikke imponerende kundeservice med apps, selvbetjening, online tjenester osv.
British Airways vil ikke love en dato for, hvor flyselskabets kunder kan glæde sig til hurtig og gratis internet på deres rejser.
Kun, at de første fly vil blive udstyret med Starlink i 2026, og at udrulningen vil ske hurtigere end med andre tilsvarende satellit systemer.
Andre nye kunde-relaterede initiativer hos British Airways omfatter bl.a. to helt nye og 15 renoverede lufthavns-lounger, indkøb af 17 nye Airbus A320 neo fly til de korte ruter i Europa og indførelse af nye AI-baserede it-systemer til at forbedre flyenes overholdelse af fartplaner….
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)





Skriv et svar