Man skal være temmelig voksen for som dansker at huske jernbanetog med restaurant og sovevogne.
Længere nede i Europa eksisterer de stadig, og de er faktisk ved at få et gedigent comeback i disse år.
Forklaringen er selvfølgelig, at moderne tog kører elektrisk og ikke med osende diesel-motorer som i gamle dage.

Nox togvognene vil have store panorama vindue i hver sovekupe. (Foto: Nox Mobility)
Det grønne i jernbanerne holder dog kun, hvis togselskaberne kan dokumentere, at den strøm, de bruger, kommer fra bæredygtige kilder som vind, vand, sol eller atomkraft. Kommer de fra et kuldrevet kraftværk, holder regnestykket ikke.
Selve ideen med nattog på kryds og tværs af Europa er ellers oplagt: Man stiger f.eks. på toget i København om aftenen og lander frisk og udhvilet i Paris næste morgen.
Det kan godt være, at selve togturen tager flere timer end, hvis man havde taget flyet på samme strækning.

Sovekupeerne hos Nox fås i tre varianter til en enkelt eller to passagerer. (Foto: Nox Mobility)
Men indregner man transporttiden til og fra lufthavnen, og at man skal være checket ind to timer før afgang, tager hele rejsen faktisk ikke længere tid.
Samtidig slipper man for lufthavnens irriterende køer ved check-in og sikkerheds-kontrol samt timers ventetid i en terminal.
Never mind. En laaaang indledning for at fortælle, at Europa har fået et nyt og innovativt togselskab, der vil gøre nattoge lige så billige som flybilletter.

København og flere andre nordiske storbyer er med i det planlagte nattogs-netværk. (Foto: Nox Mobility)
Navnet er Nox Mobility, og det er et nystartet firma med base i Berlin.
I 2027 vil Nox åbne sin første nattogs-rute på tværs af Europa med kabiner, der har plads til en eller to overnattende.
Nox vil derimod ikke tilbyde kupeer med fire eller seks senge, som det er almindeligt i mange nattoge.

Nox nattogs-koncept giver god mulighed for privat fred og ro. (Foto: Nox Mobility)
Forklaringen er, at mange passagerer ikke vil dele soveværelse med flere fremmede, medmindre de er familie, venner eller kolleger. De ønsker enkelt- eller dobbelt-værelse ligesom på hoteller.
Sengene i Nox nattoge skal samtidig have fuld længde, så også rejsende på to meter kan ligge udstrakt, når de tager en lur på langs.
Alligevel regner Nox med at tilbyde togbilletter, der kan konurrere med, hvad folk i dag betaler for flyrejser inden for Europa.

De to initiativtagere til det spændende nattogs-koncept. Thibault xxxx er manden til højre. Janek Smalla er hans kompagnon. (Foto: Nox Mobility)
Priserne skal begynde med 79 euro eller ca. 600 kroner for et enkelt-værelse. Dobbelt-kabiner skal koste fra 149 euro eller ca. 1.130 kroner.
Nox’ nattog vil også have mad- og drikkevare-service ombord. Der vil være plads til cykler, ligesom toget vil have specielle sovekupeer for kørestols-brugere.
Bag Nox projektet står bl.a. social media influenceren Thibault Constant, der har over en halv million følgere på sin ”Simply Railway” profil på YouTube.

Nox sovetog skal ikke koste mere end en flybillet. (Foto: Nox Mobility)
Constant har skrevet reportager fra over 400 lang-distance-togture, så han ved godt, hvad han taler om.
Constants ambitioner mangler bestemt heller ikke noget. Hans planer for Nox er et netværk af mindst 35 togruter, der skal spænde over hele Europa i 2035.
Ruterne skal forbinde omkring 100 storbyer med hinanden. København er en af dem. Andre er Paris, Berlin, Barcelona, Warszawa, Budapest, Amsterdam og Rom.
Interessenter kan allerede nu studere Nox’ planlagte ruter og priser på togselskabets hjemmeside.
Her kan man også melde sig ind i en Early Bird Club, hvor man løbende vil modtage nyheder, tilbud på billetter og adgang til tidlig bestilling af togrejser….
(Indledningsfoto til artiklen: Nox Mobility)





Skriv et svar