(Opdateret) Droner er en stadig vigtigere del af moderne krigsførelse. Det kan man tydeligt se i Ukraine, hvor begge kæmpende parter bruger droner i stor stil.
Droner er samtidig populære i civile udgaver, hvor de både bruges som hobby og til professionelle formål.
Fotografer benytter dem f.eks. til tv og video, mens andre lader droner inspicere f.eks. højhuse eller bropiller og kabler på broerne over Storebælt og Øresund.
Hvad droner imidlertid har at gøre over store lufthavne i København og Oslo, er der endnu usikkerhed om. Her har de generelt flyveforbud for ikke at forstyrre den normale flytrafik.

Københavns Lufthavn måtte lukkes flere timer mandag aften, fordi to-tre droner var blevet sigtet omkring lufthavnen og var til fare for flytrafikken. (Foto: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Ikke desto mindre er det fakta, at to-tre ret store droner fik lukket både Københavns Lufthavn og Gardermoen lufthavnen i Oslo i fire timer mandag aften.
I København måtte 31 ankommende fly med ca. 6.000 passagerer omdirigeres, mens politi og militær jagtede to-tre droner, der blev opdaget over og omkring lufthavnen ved 20-tiden. Samtidig aflyste Københavns Lufthavn omkring 35 flyafgange.
Det lykkedes åbenbart ikke at identificere eller nedskyde dronerne, inden Københavns Lufthavn blev genåbnet kort efter midnat. Mere præcist klokken 00:20.
Lukningen forårsagede dog store forsinkelser, der også vil kunne mærkes i flytrafikken her tirsdag morgen og formiddag.

Også Oslos Gardermoen lufthavn blev lukket nogle timer mandag aften, efter at nordmændene ligesom i København havde opdaget droner i luften. (Foto: Sune Eriksen / Avinor)
På sin hjemmeside henviser Københavns Lufthavn til, at passagerer skal orientere sig direkte hos deres flyselskab for at høre, om deres afgange er berørt.
De berørte fly blev især omdirigeret til Malmø Sturup lufthavnen, der ligger tæt på København. Andre fly måtte lande i bl.a. Aarhus, Aalborg, Billund, Rønne, Karup, Berlin, Stavanger og Gøteborg.
Kun kort tid efter København lød der så drone-alarm over Oslo. To-tre uidentificerede flyvende objekter var blevet opdaget nær Norges største lufthavn Gardermoen.
Heller ikke her er dronerne blev fundet eller nedskudt, inden lufthavnen blev genåbnet knap tre timer senere.

Store militære droner er blevet et vigtigt redskab i moderne krigsførelse. (Foto: Getty Images / Unsplash+)
Både de danske og de norske myndigheder har i første omgang afvist, at de to hændelser har noget med hinanden at gøre.
Det mener til gengæld Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. I et opslag i det sociale medie X beskylder Zelensskyj Rusland for at krænke dansk luftrum med droner.
”Hvis der intet beslutsomt svar kommer fra de allierede – både staterne og institutionerne – til aggressive provokationer, vil Rusland fortsætte med dem,” skriver han på X.
Den ukrainske præsident har ikke dokumenteret sin påstand, og Zelenskyj nævner heller ikke København eller dronerne direkte i sit opslag.

Mindre droner med kameraer er i dag uundværlige mange steder i landbruget. (Foto: Getty Images / Unsplash+)
Der er dog ingen tvivl om, at han mener, at dronerne blot er det seneste eksempel på russiske forsøg på at afprøve NATO’s og de vestlige landes reaktioner på overtrædelser af deres nationale landegrænser.
I de senere dage er russiske droner skudt ned over Polen og set over Rumænien, mens russiske militærfly har bevæget sig i 14 minutter i estisk luftrum.
Det bliver spændende at se, hvad de danske og norske myndigheder har at fortælle om de to meget lignende lufthavns-episoder her tirsdag formiddag….
(Indledningsfoto til artiklen: Goh Rhy Yan / Unsplash)





Skriv et svar