
SOS International er et fint termometer for, hvor og hvordan danskerne holder ferie i udlandet.
Virksomheden hjælper nemlig danskere, når de bliver syge eller kommer til skade. SOS samarbejder i den forbindelse med en række af de store forsikrings-selskaber.
I vintersæsonen er uge seks til ni de travleste uger for SOS International. Det er nemlig her, hvor danskerne holder vinterferie. Desuden falder uge syv eller otte sammen med, at skolerne holder fri.
I de fire nævnte uger måttet SOS Internationals alarmcentral sørge for rejse-assistance til danskere i 2.600 tilfælde i år.
De foregik dog langt fra altid i skisport-landene, selvom de naturligvis sætter deres præg på statistikkerne.
Allermest brug for assistance var der i Østrig, Thailand og Spanien, hvilket jo kunne tyde på, at danskerne lige så ofte havde taget badebukserne med i kufferten til vinterferien som det uldne undertøj til de kolde pister.
I de varme lande fik SOS International næsten lige så mange alarmer fra Thailand som fra Spanien.
Selve skiskaderne – altså dem fra sne ikke vandski – udgjorde en femtedel af det antal sager i perioden fra uge seks til ni.

En del danskere måtte igen i år flyves hjem fra skiferien med Knogleekspressen. (Foto: Topdanmark)
Skiskaderne er imidlertid typisk mere komplicerede og behandlings-krævende end de uheld, danskerne kommer ud for i de varmere lande.
Således endte mere end hver femte skiskade – 21 procent – med, at den tilskadekomne måtte tage ”Knogleekspressen.”
Det er det populære navn for ambulance-fly fra vintersport destinationer i f.eks. Østrig, Norge og Italien.
Ifølge SOS International er de 45- til 59-årige den aldersgruppe, der havde flest skiskader i vinterferien. De udgjorte 35 procent af alle. Børn fra seks til 19 år kom ind som nummer to med 19 procent.
I de varmere egne kommer andre aldersgrupper af danskere mere til skade. Det er de 20- til 44-årige med 31 procent.
Hos skiskaderne var det som forventet knæene, det oftest gik ud over. Skulder- og håndled-skader følger langt efter på anden- og tredjepladsen.
De øvrige ferierejsende i uge seks til ni var mestendels ramt af maveproblemer og feber, fortæller SOS International.
Her til sidst nogle ranglister, hentet ud fra SOS’ omfattende database over danskere, der kommer til skade på ferie i udlandet:
Aldersfordeling skiskader
- 45- til 59-årige – 35 procent
- 6- til 19-årige – 27 procent
- 20- til 44-årige – 23 procent
- 60- til 69-årige – 12 procent
- Over 70-årige – 2 procent
- Under seks-årige – 0,5 procent
Aldersfordeling på øvrige rejser i vinterferien
- 20- til 44-årige – 31 procent
- 45- til 59-årige – 19 procent
- 6- til 19-årige – 17 procent
- Over 70-årige – 13 procent
- 60- til 69-årige – 12 procent
- Under seks-årige – 7 procent
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar