Præsident Trumps mange politiske omvæltninger og USA’s tiltagende isolering fra resten af verden er ikke lige populær overalt. Og slet ikke i rejsebranchen.
En ny rundspørge afslører således, at over en tredjedel af rejse-afdelingerne i store internationale virksomheder regner med, at antallet af forretnings-rejser vil falde i 2025.
Mere præcist svarer 37 procent af rejse-managers og -bureauer, at de vil skære ned i internationale rejser som følge af Trump regeringens uforudsigelige politik med øgede toldsatser og nedskæringer i vigtige samfunds-tjenester.
Den nye undersøgelse er foretaget af Global Travel Association (GBTA), der har interviewet 900 specialister i internationale forretningsrejser.

Antallet af forretningsrejser til og fra USA vil falde i år som følge af den uforudsigelige politik i Trump regeringen. (Foto: Getty Images / Unsplash+)
Ifølge GBTA er optimismen, der ellers var vendt tilbage efter kriseårene under Corona, taget et ordentligt dyk i de seneste uger.
GBTA fremhæver bl.a. Trump regeringens konstant skiftende told-satser, færre rejser til statsligt ansatte i USA, stramninger for besøg af folk fra en række lande og flere regeringers advarsler mod at rejse til Amerika:
- 29 procent af rejse-indkøberne i globale virksomheder forventer et fald i antallet af forretningsrejser til og fra USA her i 2025.
- 19 procent fortæller, at de står meget usikre overfor, hvad Trumps toldmure og grænse-restriktioner vil betyde for deres forretningsrejser.
- Kun 44 procent af regner med, at deres rejse-aktiviteter til og fra USA vil være uden påvirkning i år. Hos rejsebureauerne siger kun 25 procent det samme.
- 27 procent regner med at skære mindst 20 procent i deres planlagte udgifter til internationale forretningsrejser.
- Det vil betyde et fald på 88 milliarder dollars i den af GBTA’s forventede globale omsætning på 1,63 billion dollars eller knap 11 billioner kroner i år.
- På grund af begivenhederne i Det Hvide Hus kan kun 31 procent af de globale forretnings-rejse-specialister opretholde deres optimisme for 2025. 40 procent forholder sig neutrale. I november 2024 var 67 procent stadig optimistiske.
Den nye GBTA undersøgelse reflekterer svar fra rejse-indkøbere, rejse-bureauer, rejse-managers og andre rejse-specialister fra 45 lande verden over. Analysen afslører også, at:
- Syv procent af de globale virksomheder har ændret deres rejse-politik til og fra USA siden januar. 25 procent planlægger at gøre det, mens 64 procent holder sig til deres nuværende strategi.
- 20 procent har enten allerede eller overvejer at stryge deres ansattes deltagelse i møder og events i USA i år.
- 23 procent kender en person, hvis rejseplaner til USA er blevet ændret som følge af Trump regeringen.
Hoved-bekymringerne i forhold til USA gælder først og fremmest økonomien.
54 procent frygter således højere rejse-omkostninger, mens 40 procent regner med nedskæringer i deres virksomheders rejse-budgetter.
Desuden forventer 46 procent, at der kommer mere besvær med visa og rejse-dokumenter til USA….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)





Skriv et svar