
De positive vinde blæser videre på de jyske lufthavne efter en lang periode med stilhed i terminaler og gates.
Det seneste nye eksempel kommer fra Aarhus Airport, hvor Spies Rejser har besluttet at åbne vinterrejser til Gran Canaria fra. Første afgang er to dage før juleaften – den 22. december.
Det bliver første gang i syv år, at Danmarks største charter-rejse-bureau igen sender feriegæster fra Aarhus. Sidste gang hed Aarhus Airport stadig Tirstrup Lufthavn.
Den nye aftale er vigtig for Aarhus Airport, der har ambitioner om at blive Jyllands største charter-lufthavn. Den titel, som aarhusianerne skal slås med Billund og Aalborg om.
For Spies bliver Aarhus den sjette danske lufthavn, som selskabet flyver fra. Den praktiske flyvning foregår med danske Great Dane Airlines, der samtidig får debut i Danmarks næststørste by.

Ocean Beach Club i Playa del Cura er et af de hoteller, som Spies tilbyder på Gran Canaria. (Foto: Spies Rejser)
Feriegæsterne til Gran Canaria transporteres i flytypen Embraer ERJ-195, der har plads til 118 passagerer – med to på hver side af midtergangen.
Rejserne til Gran Canaria går som nævnt i luften den 22. december og fortsætter frem til den 13. april næste år.
Der er afgange fra Aarhus Airport kl. 0710 om morgenen. Med en times tidsforskel lander man på Gran Canaria inden frokost kl. 11.40. Flyvetiden er fem timer og 30 minutter.
Ifølge Aarhus Airport ligger Gran Canaria i øvrigt i Top-10 på østjydernes hitliste over yndede rejsemål….
(Indledningsfoto til artiklen: Adamkontor / Pixabay)

Spies lader det danske flyselskab Great Dane Airlines gennemføre sine charter-flyvninger fra Aarhus til Gran Canaria. (Foto: Great Dane Airlines)
Skriv et svar