For et par årtier siden havde europæerne meget travlt med at udvikle et modspil mod amerikanernes Boeing 747 Jumbo, der var en gigantisk succes.
Svaret blev et endnu større fly end jumbo’en, der bestemt ikke var en dværg i luften.
Faktisk endte det med, at den fælles-europæiske flyfabrik byggede verdens største passagerfly. Med plads til maksimalt 853 passagerer fordelt på to etager.
For præcist 20 år siden gik Airbus A380 på vingerne for første gang. Til en fremtid, der blev langt fra så succesrig som den amerikanske modstanders.
Airbus nåede således kun at bygge 254 eksemplarer af kæmpeflyet, indtil produktionen blev indstillet i 2021. Midt under Corona pandemien, der var ved at slå A380 helt ihjel.

Emirates har altid været den største tilhænger af A380 og har flere gange forsøgt at overbevise Airbus om at bygge en A380neo efterfølger. (Foto: Emirates)
Adskillige flyselskaber stoppede nemlig deres brug af A380, fordi de me inte, at luftfarten havde forandret sig, og der ikke længere var brug for kæmpefly længere.
Airbus selv reagerede også på trenden ved at accelerere udviklingen af mindre fly med længere rækkevidde, som nemt kunne krydse Atlanten. Det er Airbus A321LR og XLR modellerne
Ikke desto mindre har det store Airbus A380 fået et måske lidt uventet comeback. De fleste flyselskaber, der var ved at skrotte kæmpen, har taget den i brug igen.
Det gælder bl.a. Lufthansa, der nu har otte A380’ere på vingerne. Sjovt nok side om side med Boeing 747 Jumbo, som Lufthansa er det eneste af de større flyselskaber, der fortsat benytter.
Emirates er verdens største ejer af Airbus A380. Faktisk ejer Emirates lige så mange maskiner af typen, som alle andre flyselskaber tilsammen.

Kæmpeflyet er også vendt tilbage til København, efter at Emirates er begyndt at bruge A380 igen på sin meget brugte rute mellem Dubai og den danske hovedstad. (Foto: Emirates)
Emirates udvider samtidig anvendelsen af kæmpeflyet, fordi markedet for passager-transport har ændret sig totalt i de seneste par år.
Det ses bl.a, af, at Emirates har gen-indført Airbus A380 på ruten mellem København og Dubai. Med andre ord kan man beundre kæmpeflyet stort set hver dag i Kastrup Lufthavn.
Emirates forsøger også stadig at overbevise Airbus om at genåbne produktionen af en mere moderne A380neo, der bl.a. skal udstyres med mere benzin-økonomiske jetmotorer.
Men hidtil forgæves.
En A380F fragtversion er det heller ikke blevet til. Interessen har været for lille hos flyselskaberne, selvom de har adskillige F-modeller af ærkerivalen Boeing 747 i drift.
Den foreløbigt sidste A380 blev færdig-bygget hos Airbus og leveret til Emirates den 16. december 2021.

Her ses hele Airbus familien af fly, dengang A380 stadig blev bygget. (Foto: H. Gousse / master films / Airbus)
Det var fly nummer 251. Dertil skal lægges tre prototyper, hvor den første havde den sjove id-kode D-WWOW.
Til sammenligning har Boeing fremstillet 1.574 eksemplarer af 747 Jumbo i perioden fra 1968 til 2023.
Officielt er produktionen af Jumbo’en altså også stoppet – men alligevel ikke:
Boeing er nemlig i gang med at bygge tre nye eksemplarer af Air Force One flyet til den amerikanske præsident.
Det er et projekt, som er blevet forsinket flere gange på grund af den amerikanske regerings særlige krav til indretning og sikkerhed i flyet.
Som situationen ser ud lige nu, kommer Donald Trump ikke til at flyve med den nye Air Force One. Medmindre det lykkes for ham at ændre USA’s grundlov og sikre sig en tredje regerings-periode….
(Indledningsfoto til artiklen: A. Doumenjou / master films / Airbus)





Skriv et svar