I forbindelse med flyselskaber og piloter er det ikke usædvanligt at flyve bestemte mønstre på himlen, der set ovenfra viser et navn eller omrids af en ting.
Det gøres typisk i forbindelse med jubilæer eller åbning af nye ruter. Flyet overvåges af satellitter, og dets rute kan efterfølgende følges og vises på pc- eller mobilskærmen via tracking-tjenester som Flightradar24.
I virkeligheden kan man gøre det samme med skibe, men det er blot ikke så udbredt som marketing-gimmick hos rederierne som hos flyselskaber.

(Foto: Meyer Werft / Facebook)
Det japanske krydstogt-rederi NYK Cruises vil noget andet og har derfor ladet sit nyeste skib ”Asuka III” tegne sit eget navn i Nordsøen.
Det skete for et par dage siden, da Japans hidtil største krydstogtskib blev leveret af det tyske Meyer Werft i Papenburg.
På vej til sit første togt med udgangspunkt i norske Kristianssand skrev Asuka III sit eget navn i vandet.

(Foto: Meyer Werft / Facebook)
Den særlige dåb blev også her overvåget af satellitter og kunne overværes på flere skibs-trackers på internet som f.eks. Cruisemapper.
Asuka III er indrettet specielt til japaners ønsker og behov på krydstogter:
Skibet er 230 meter langt, knap 30 meter langt, har plads til 744 passagerer i 385 kahytter og suiter, og de serviceres af 470 besætnings-medlemmer.

(Foto: Meyer Werft / Facebook)
Asuka III’s motorer sejler på flydende naturgas (LNG) og supplerer sit søsterskib Asuka II, der også er bygget på det tyske værft.
Ikke flere nybygninger er planlagt til det japanske rederi, så Asuka III bliver formentlig det eneste skib af sin art på verdenshavene….
(Indledningsfoto til artiklen: Cruisemapper)





Skriv et svar