Store dele af udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej er taget i brug hen over sommeren.
Ifølge Vejdirektoratet vil udbygningen til tre spor i hver retning øge kapaciteten, reducere trængslen og skabe en mere stabil trafikafvikling.
Det betyder samtidig, at trafikanterne kommer hurtigere og mere forudsigeligt frem. En klar fordel for de mange rejsende, der skal til og fra Billund Lufthavn.
Netop Billund Lufthavn ligger lidt akavet placeret midt ude på landet uden en egen togforbindelse eller motorvej. Enhver ny forbedring af trafik-forholdene i området vil derfor kunne mærkes som noget positivt i Danmarks næst-største lufthavn.
”Trafikbelastningen på E45 er steget gennem mange år, og derfor har Vejdirektoratet arbejdet med en række projekter, der øger kapaciteten ved at etablere et ekstra spor i hver retning,” forklarer Leif Hald Pedersen. Han er projektchef i Vejdirektoratet.
”Udbygningen vil medføre væsentligt færre og kortere perioder med trængsel. Det betyder, at trafikanterne generelt kommer hurtigere frem, og ikke mindst at risikoen for uforudsete forsinkelser bliver mindre,” fortsætter han.
For en regional lufthavn som Billund er gode vejforbindelser afgørende.
Det handler ikke kun om kortere rejsetid, men også om, at passagerer og virksomheder kan regne med, hvor lang tid turen til lufthavnen tager. Når rejsen bliver mere forudsigelig, bliver Billund Lufthavn et mere attraktivt valg.
Ifølge en rapport fra OECD er rejsetiden – snarere end den geografiske afstand – afgørende for et områdes tilgængelighed. Kortere og mere stabile rejsetider giver flere mennesker nem adgang til lufthavnen.
Vejdirektoratets analyse af den Midtjyske Motorvej viser, at den vedtagne vestlige linjeføring vil øge Billund Lufthavns opland med omkring 157.000 personer inden for halvanden times kørsel. Dermed vil mere end 2,6 millioner vestdanskere kunne nå Billund Lufthavn på 90 minutter eller mindre.
For flyrejsende er en stabil rejsetid ofte lige så vigtig som en kort rejsetid:
En køretur, der tager 45 minutter hver gang, giver større tryghed end en tur, der nogle dage tager 35 minutter og andre dage en time. Færre uforudsete forsinkelser gør det lettere for passagererne at planlægge rejsen til Billund Lufthavn.
Billund-området er samtidig et vigtigt trafik-knudepunkt for pendlere. Hver dag kører flere tusinde til arbejdspladser i og omkring Billund:
En mere stabil trafik-afvikling kommer derfor ikke kun lufthavnens passagerer til gavn, men også de mange virksomheder og medarbejdere, der hver dag er afhængige af et velfungerende vejnet.
Billund Lufthavn er en del af Danmarks kritiske infra-struktur, og gode vejforbindelser er afgørende for både de rejsende og erhvervslivet:
Vejdirektoratets erhvervs-analyse peger på, at den Midtjyske Motorvej vil gøre lufthavnen endnu mere tilgængelig for erhvervslivet, fordi rejsetiden i bil bliver kortere. Det vil bl.a. give virksomheder i Jylland bedre adgang til internationale forbindelser via Billund Lufthavn.
Analysen viser desuden, at virksomheder i f.eks. Viborg, Billund og Haderslev Kommuner vil få adgang til mellem 11 og 15 procent mere arbejdskraft inden for en times rejsetid. Det understreger betydningen af fortsat at udvikle infra-strukturen omkring Billund Lufthavn….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)





Skriv et svar