(Opdateret) SAS gjorde det i 2019. KLM samme år, men først nu vil Lufthansa stoppe med at sælge toldfrie produkter ombord på sine fly – parfume, spiritus, tobak, ure og accessoires.
Salget er ganske enkelt for lavt, og Lufthansas kabine-personale har svært ved at finde plads i skabe og have en trolley-vogn stående alene til at transportere taxfree ting frem og tilbage i flyet.
Lufthansa har bibeholdt sit toldfrie salg ombord på sine interkontinentale langruter, mens det for længst er afskaffet på kortere flyvninger i Europa.
Det tyske flyselskab begyndte at stoppe taxfree salget i februar på de ruter, hvor omsætningen var lavest. Nu kommer så den totale lukning i september i år.

(Foto: David Syphers / Unsplash)
Salget vil dog fortsætte i Lufthansas Worldshops i en række lufthavne og online. Disse butikker handler også med særlige Lufthansa ting som f.eks. kufferter, sneakers, tasker, hovedtelefonerk. Barber-grej, legetøj og beklædning.
Mange andre flyselskaber har fortsat shopping ombord. Lavpris-selskaberne tjener ofte flere penge på ekstra salget end på flybilletterne alene, og kabine-personalet opfører sig som kanonsælgere.
Mere opsigtsvækkende er nok, at Lufthansas egne søsterselskaber ikke følger samme strategi:
Hos Austrian har man f.eks. varesalg ombord på både korte og lange ruter. Det østrigske flyselskab erklærer, at man ikke har planer om at stoppe det.
Swiss tilbyder taxfree salg på alle sine ruter med en flyvetid på over 50 minutter. Salget går rigtig godt, så hvorfor standse det, siger en talsmand fra det schweiziske flyselskab. Især køber Swiss’ passagerer kosmetik og accessoires ombord.

Swiss har ikke planer om at følge eksemplet fra Lufthansa. Det schweiziske flyselskab fortsætter med sit salg af duty free produkter ombord på flyene. (Foto: Swiss)
Lufthansa gruppens lavpris-selskab Eurowings sælger massevis af varer på alle sine rutefly. Parfume er bestselleren og er især populært op til særlige anledninger som jul, påske eller mors dag.
Brussels Airlines, der er Lufthansas belgiske datterselskab, har kun onboard salg på lange ruter til destinationer syd for Sahara i Afrika. Det vil belgierne fortsætte med at have.
Endelig er der Discover Airlines, der er Lufthansas flyselskab med speciale i feriegæster og charter-rejser:
Her laver man en stor omsætning på ofte flere tusinde euro på hver flyvning, og den vil man ikke undvære. Hos Discover køber passagererne mest parfume, solbriller, solcreme og gadges til ferien.
Til sidst skulle jeg måske lige nævne, at SAS afskaffede muligheden for at købe taxfree varer ombord i sine fly i efteråret 2019.
Dengang var SAS’ begrundelse, at salgsvognen var for tung og kostede for meget i brændstof-forbrug….
(Indledningsfoto til artiklen: Oliver Roesler / Lufthansa)





Skriv et svar