I gamle dage havde Danmark mange internationale tog ned gennem Europa.
I øjeblikket er der kun DSB fra Aarhus og København til Hamburg, svenske SJ’s til Stockholm samt svenske Snälltoget til Østrig og Sverige.
Om et år bliver det meget bedre, lover DSB. Fra maj 2026 åbner DSB nemlig et nyt direkte tog fra København til Berlin og Prag i Tjekkiet.
Det bliver en stor ting og reel konkurrent til de mere forurenende jetfly. Togrejsen mellem København og Berlin vil vare syv timer, mens det tager 11 timer til Prag.

Det tjekkiske togselskab bruger samme Siemens Vectron lokomotiv som DSB. (Foto: České dráhy)
Den nye toglinier oprettes i samarbejde med tyske Deutsche Bahn (DB) og tjekkiske České dráhy (ČD).
Der vil selvfølgelig være en del stop undervejs i større byer, men den store fordel, at man ikke skal skifte tog undervejs som i dag i f.eks. Hamburg.
De nye internationale tog afgår to gange om dagen året rundt. Desuden vil der i tre måneder hen over sommeren være en ekstra nat-afgang, så man kan sove på det meste af turen.
Med de nye ruter fra København til Berlin og Prag kobler DSB sig omsider på den trend, der ses tydeligt længere nede i Europa.

Det her har vi savnet i mange år i danske tog. En restaurant-vogn med betjening og salg af både mad og drikke. (Foto: JSL / České dráhy)
Her støtter både EU og de nationale regeringer oprettelse af hurtig- og lyntogs-linier på kryds og tværs af kontinentet.
Den nye Københavns-forbindelse er da også den første af ti europæiske pilot-projekter, der støttes økonomisk af EU-Kommissionen.
Ruten bliver betjent med moderne tjekkiske ComfortJet vogne, der bl.a. har liggesæder og en restaurant med plads til 18 spisende ombord på toget.
Togvognene har 220 volt og USB-C ladere ved hvert sæde. På første klasse også gratis trådløs opladning af mobiltelefoner.

På de danske spor trækkes den nye København-Berlin-Prag ekspres af DSB’s elektriske Siemens Vectron lokomotiv. (Foto: Jens Hasse / DSB)
Naturligvis vil Wi-Fi være standard. Det samme gælder en egen online portal med adgang til information og underholdning. Lidt i stil med, hvad vi kender fra mange flyselskaber.
De elektriske lokomotiver vil være fra tjekkiske ČD på strækningen mellem Prag og Hamborg, mens DSB leverer trækmaskinerne mellem Hamborg og København og vice versa.
I begge tilfælde er der tale om Siemens Vectron lokomotiver, der er røde i Danmark og blå i Tjekkiet.
Toget har en tophastighed på 230 kilometer i timen. Dog ikke på danske spor, hvor det går knap så stærkt.

Fra næste år kan man igen køre direkte i tog mellem København og Berlin. Her ses Berlins hovedbanegård mod syd med det tyske parlaments karakteristiske glaskuppel over til venstre. (Foto: Wikipedia)
Personalet ombord bliver nationale medarbejdere fra det land, som toget passerer. Altså danskere på de danske spor mellem København og den dansk/tyske grænse.
- I Danmark stopper toget på København H, i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg.
- I Tyskland er der stop i Slesvig, Hamburg-Altona, Hamburg Dammtor, Hamburg Hbf, Berlin Hbf, Berlin Südkreuz, Dresden-Neustadt, Dresden Hbf og Bad Schandau.
- I Tjekkiet går toget ophold i Dečín hl.n., Ústí nad Labem hl.n., Praha-Holešovice samt Praha hl.n.
DSB vil sætte billetter til den nye lang-distance-rute til salg fra seks måneder før afrejsedato. Det vil i praksis sige fra december. Billetpriserne er endnu ikke offentliggjort….
(Indledningsfoto til artiklen: České dráhy)





Skriv et svar