Alle de store krydstogt-rederier har travlt med at udvide deres flåder og bestiller det ene nye skib efter det andet.
Masser af interesserede kunder er der, og den positive stemning skal udnyttes så hurtigt som muligt med stadig tillokkelser ombord.
Det gælder også hos Norwegian Cruise Line (NCL), der trods sit navn er meget amerikansk.
For kun otte måneder siden sendte verdens xxxx største krydstogt-rederi sin seneste nybygning i drift. Det var Norwegian Aqua med plads til 3.571 passagerer ombord.

Som på mange andre store krydstogtskibe slynger der sig over en stor tunnel-rutsjebane rundt i toppen af Norwegian Luna. (Foto: Norwegian Cruise Line)
Nu er et søsterskib ved at være færdigt. Norwegian Luna er sejlet ud på sin første prøve-sejlads i Middelhavet fra Fincantieri værftet i Marghera nær Venedig, hvor kæmpeskibet er bygget.
Samtidig har Norwegian Cruise Line løftet for nogle af de attraktioner, som Norwegian Luna kommer til at byde på, når de første betalende passagerer kan gå ombord i marts næste år.
Her får den berømte britiske popmusiker Elton John en hovedrolle i musicalen ”Rocket Man”, der bliver opført for første gang på netop Norwegian Luna.
Norwegian Luna er det seneste nye skib i Prima klassen. Det er 10 procent større end sit søsterskib Aqua og får plads til 4.224 passagerer fordelt på 1.813 såkaldte State Rooms. Dertil kommer en besætning på 1.388.

(Foto: Norwegian Cruise Line)
Norwegian Lunas aktuelle test-sejlads går fra Venedig til Palermo på Sicilien, hvor Fincantieri også har et værft placeret,
Ofte ryger værftets nybygninger en ekstra gang i tørdok i Palermo for at få rettet de sidste detaljer, inden skibet udleveres til sine fremtidige ejere om nogle få måneder.
Test-sejladserne er ikke en hyggetur for besætning, ingeniører og teknikere ombord. Undervejs udsættes skibene under Sea Trials for ekstreme situationer, som normalt ikke optræder under krydstogter.
Kun på den måde kan man tjekke, om det nye skib overholder maritime standarder, og forsikrings-selskaber vil acceptere det.

Elton John bliver hyldet med et stort show ombord på Norwegian Luna. Om popstjernen selv dukker op, vides ikke. (Foto: Raph PH / Wikimedia)
Norwegian Luna skal efter planen debuttere i marts 2026. Ligesom sin forgænger Norwegian Aqua foregår det i Europa.
Første sejlads med betalende gæster foregår mellem den 10. og den 23. marts mellem Civitavecchia tæt på Rom til Miami i Florida.
Fra den 4. april næste år går den nye Norwegian Luna i fast rute med syv-dages krydstogter i Karibien med start og slut i Miami.
Allerede da kan passagererne ombord lade sig underholde af den nye musical ”Rocket Man: A Celebration of Elton John.”

La Terraza er et hvile-område med flot udsigt på skibets lange Ocean Boulevard promenade-dæk. (Foto: Norwegian Cruise Line)
Musicalen kombinerer live optræden med avancerede LED lys-effekter, flere koncert flygler på scenen plus forskellige inter-aktive elementer.
Undervejs i showet vil tilskuerne kunne høre de fleste af Elton Johns mange mega-hits inklusive naturligvis popstjernens første, som produktionen er opkaldt efter – ”Rocket Man.”
Norwegian Cruise Line (NCL) lover, at showet bliver lige så spektakulært og farverigt som Elton Johns egne. Det vil sige noget ekstra-ordinært og meget dynamisk.
Produktionen er designet specielt til Norwegian Luna af et kreativt team, der tidligere har vist sine kvaliteter i forbindelse med halvlegs-shows ved American Football eller til shows med Cirque du Soleil.

Norwegian Luna får også sin egen sushi-bar – Nama. (Foto: Norwegian Cruise Line)
Om Elton John selv dukker op til f.eks. showets premiere på Norwegian Luna, melder historien ikke noget om, men mon ikke rederiet gør en indsats for, at det kan ske.
Elton John kunne jo også døbe skibet med en flaske champagne. Den slags ceremonier har jo som regel kendisser i skikkelser af skuespillere, musik-stjerner eller kendte politikere som hovedpersoner.
Elton John selv trak sig tilbage på en fler-årig afskeds-turne, der sluttede i Stockholm i juni 2023.
Siden da har den 78-årige musiker stået på scenen flere gange. Senest den 5. oktober, hvor han optrådte for et publikum på 70.000 ved Singapores Grand Prix.
Underholdningen ombord på Norwegian Luna er i øvrigt designet, så den kan tiltale et bredt publikum. Fra fra familier over musik-entusiaster til gæster, der er på jagt efter et intensivt natteliv til søs.
De omfatter bl.a. ”HIKO: Innovation Meets Wonder”, hvor fysisk akrobatik kombineres med futuristiske mixed-reality-elementer.
Det nye ”LunaTique” show henvender sig udelukkende til voksne gæster ombord. Det er inspireret af nattelivet i Las Vegas og er præget af neon-lys og avantgardisk optræden.
En helt anden musikstil – nemlig rockhits fra 1970’erne – præsenteres i ”Syd Norman Presents: A Tribute to Eagles”.

Glow Court er et neon-belyst sportscenter, som bliver forvandlet til diskotek om natten. (Foto: Norwegian Cruise Line)





Skriv et svar