Hvis du har fløjet meget med Ryanair i de senere år, har du sikkert også været ombord på det irske lavpris-selskabs seneste nye flytype Boeing 737 MAX 8-200 alias 8200.
Det er en Boeing 737 Max 8 i forklædning, hvor Ryanair har fået presset otte ekstra sæder ind ved at reducere afstanden mellem hver sæderække og sløjfe et af flyets toiletter.
Formålet har selvfølgelig været at øge fortjenesten på hver afgang, og det er selvfølgelig lettere, his flyet har 197 sæder i stedet for normalt 189 på samme areal.
Den mindre plads har dog ikke skræmt publikum. Tværtimod sælger Ryanair flere billetter end nogensinde før.
I det netop overståede regnskabsår var det for første gang over 200 millioner passagerer. En stigning på ni procent.

Ryanair satser i øjeblikket på Boeing 737 MAX 8200 maskiner, som man har presset otte ekstra sæder ind i. (Foto: Ryanair)
Med andre ord er lave billetpriser fortsat vigtigst for flyrejsende i Europa. Service og komfort kommer først i anden række.
Fra næste år sker der forandringer hos Ryanair. Ikke kun venter irerne, at endnu flere vil købe billet end her i 2024 og 2025.
Ryanair får nemlig også leveret sit hidtil største fly. Det er Boeings helt nye 737 MAX 10 model, som har plads til mindst 230 passagerer.
Dermed får Ryanair omsider en direkte konkurrent til Airbus succesrige A321. De nuværende Max 8 hos Ryanair svarer i fysisk størrelse til andre selskabers Airbus A320.
Ryanair har bestilt 150 eksemplarer af den nye Max 10 hos Boeing og har sikret sig en option på 150 flere. De første 15 styk skal gå i drift hos Ryanair fra 2027.

Sådan kommer MAX 10 flyet til at se ud i Ryanair bemaling. (Foto: Boeing)
Ryanair har ellers haft en lang lidelses-historie med Boeing MAX 10:
På grund af den amerikanske flyfabrikants krise og langvarige leverings-problemer har forholdet til Boeings største kunde i Europa været på lavpunktet flere gange.
Ryanair har således flere gange truet Boeing med at droppe sine bestillinger og var – i hvert fald på overfladen – begyndt at flirte med Boeings ærkefjende Airbus.
Problemet med Airbus var blot, at efterspørgslen er enorm efter de europæiske fremstillede A321 modeller.
Derfor kan Airbus ikke levere fly før om adskillige år. Heller ikke til Ryanair, som er Europas største flyselskab målt på antal passagerer.

Delta regner allerede med at kunne sætte Boeing 737 MAX 10 i drift fra næste sommer. (Foto: Delta Air Lines)
I mellemtiden ser forholdet mellem Ryanair og Boeing dog ud til at være blevet bedre. Sikkert fordi Ryanair kan begynde at se et lys for enden af tunnelen i Boeings langvarige produktions-flaskehalse.
Inden årets udgang regner Ryanair således med at få leveret de sidste 29 Boeing 737 MAX 8200 maskiner fra en efterhånden gammel kontrakt på 210 fly.
Dermed skal Ryanairs mest akutte problemer være overstået, så lavpris-specialisterne fra Irland ikke er nødt til at lukke ruter eller stoppe udvidelser med nye, fordi flyselskabet ikke har maskiner nok.
Til sommer vil Ryanair så have 181 Boeing 737 MAX 8200 fly til sin rådighed. Inden årets udgang skal det gerne være 210.
Samtidig tør Ryanair vise sig mere optimistisk med hensyn til fremtiden – og den hedder Boeing 737 MAX 10.

Ryanair har stadig 411 ældre Boeing 737-800 maskiner, der trænger til udskiftning. De har en gennemsnits-alder på 26,4 år. (Foto: Piotr Mitelsky / Ryanair)
Den nye top-737´er ganske vist ikke type-godkendt endnu af de europæiske luftfarts-myndigheder EASA, men den forhindring håber Boeing at få udryddet inden udgangen af 2025.
Med 150 faste bestillinger og 150 som option hører Ryanair til Boeings aller-største kunder til Max 10, så en godkendelse skal helst ske så hurtigt som overhovedet muligt.
Ryanair selv har for længst lagt MAX 10 ind i sine ruteplaner. De første 15 eksemplarer skal stå til rådighed, når sommer-fartplanen for 2027 indledes i marts om knap to år.
Hvor MAX 8-200 blot er en specielt til Ryanair ombygget MAX 8, som man i sin normale udgave ser hos mange flyselskaber inklusive bl.a. Norwegian, er Boeing 737 MAX 10 et næsten helt nyt fly.
MAX 10 er f.eks. 4,5 meter længere, men bibeholder samme vinger og samme jetmotorer som i sine mindre brødre.

Boeings 737 MAX fly har haft en del modvind. For godt et år siden var en 737 MAX 9 fra Alaska Airlines f.eks. involveret i en episode, hvor flyet mistede en del af sit sidepanel, mens den befandt sig i 5.000 meters højde. Ingen mennesker kom heldigvis til skade. (Foto: Nick Dean / Wikimedia).
Til gengæld bliver der plads til 40 flere passagerer. I praksis vil det være 230 i en enkelt-klasse struktur, som Ryanair benytter.
Skal MAX 10 have både Economy og Business Class, som andre flyselskaber planlægger, falder sædetallet til 189. Til sammenligning har Airbus A321neo 193 sæder i en to-klassers struktur….
Hvad der nok særligt tiltaler Ryanair ved MAX 10 er, at drifts-udgifterne om omkostningerne pr. sæde skal være fem procent lavere end på Airbus´ direkte rival.
Andre flyselskaber, der har afgivet faste ordrer på MAX 10 maskiner, kan nævnes Delta Air Lines, United Airlines, El Al, American Airlines, Qatar Airways, SunExpress og TUI.
Nogle af dem – f.eks. Delta – er meget optimistiske og regner med at kunne sætte MAX 10 i drift allerede om et år….
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)





Skriv et svar