Der er gået sommerferie i den for de fleste mennesker.
Det skal betyde afslapning, fornøjelse, sol på kroppen og hyggeligt samvær med familie og venner, men ender desværre ofte med besvær og problemer.
Nogle af de første stødte mange tusinde danskere på i slutningen af den seneste uge, hvor flyvelederne strejkede i Frankrig.
Det betød ikke kun, at hundreder af fly til franske lufthavne blev aflyst, men også at fly, der skulle passere fransk luftrum til f.eks. Spanien, blev forsinket eller aflyst.
Som Trends & Travel skrev i en oversigts-artikel i den forløbne uge, var den franske flyveleder strejke blot en af adskillige arbejds-nedlæggelser, som vil gå ud over trafik og turisme i denne sommer.
Af samme grund har forsikrings-selskabet Alm. Brand udsendt en vejledning i, hvordan man skal forholde sig, hvis man render ind i flystrejker og missede fly.
Alm. Brand understreger, at det er vigtigt at kende forskellen på, hvad flyselskabet har ansvar for og, hvad rejseforsikringen eventuelt dækker:
”Når et fly bliver aflyst på grund af strejke, er det flyselskabets ansvar at tilbyde ombooking eller refundering af billetprisen,” forklarer Britta Bjerregaard. Hun er skadedirektør i Alm. Brand.
”Rejseforsikringen dækker ikke aflysninger eller forsinkelser som følge af strejker,” fortsætter hun.
Britta Bjerregaard tilføjer, at en rejseforsikring til gengæld i nogle tilfælde kan hjælpe, hvis man selv misser sit fly.
Det kan f.eks. være som følge af uforudsete ting på vej til lufthavnen eller på grund af ekstra-ordinært lange køer i lufthavnens sikkerheds-kontrol:
”Hvis du er mødt op i god tid i lufthavnen, men alligevel uforskyldt ikke når dit fly, kan du nogle gange få dækket nødvendige ekstra-udgifter som en ny flybillet, til hotel eller til transport,” siger hun.
”Det afhænger dog af, hvilken dækning man har i sin rejseforsikring. Desuden kan det afhænge af f.eks. tekniske eller klimatiske forhold. Det vil sige, at du ikke selv er skyld i det,” understreger Britta Bjerregaard.
Hvis man føler sig utryg ved, om ens rejse bliver påvirket af strejker og aflysninger, anbefaler Alm. Brands rejse-ekspert, at man holder sig opdateret og kontakter flyselskabet hurtigst muligt for at høre om muligheder for ombooking og ændring af rejsen:
- Kontakt flyselskabet først: Det er flyselskabets ansvar at finde en løsning ved strejker, aflysninger og væsentlige forsinkelser.
- Tjek din rejseforsikring: Sørg for, at du har den rette dækning, hvis du selv misser dit fly pga. forhold, du ikke er skyld i.
- Gem al dokumentation: Kvitteringer, boardingkort og mails er nødvendige, hvis du vil søge om dækning for ekstraudgifter….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)





Skriv et svar