Ferien handler ikke længere om at bo størst, dyrest eller mest luksuriøst. For stadig flere danskere er det vigtigere at føle sig tryg, have frihed – og komme tættere på det lokale liv i ferienf.
Samtidig fylder gode anmeldelser og hyggelige hoteller mere end antallet af stjerner og størrelsen af pool-områder, når danskerne planlægger deres næste ferie i udlandet.
Det viser en ny rundspørge, som den store charter-ferie-udbyder Apollo fik foretaget i de nordiske lande i januar.
Analyse-firmaet Inqvita interviewede 4.180 rejse-glade mennesker, heraf godt 1.000 i Danmark.

Mange flere danskere foretrækker stranden end hotellets pool. (Foto: Apollo)
Mest opsigtsvækkende i den nye undersøgelse er nok, at kunde-anmeldelser er det vigtigste kriterium, når de vælger hotel. Det siger 45,5 procent af danskerne.
Det er interessant, fordi netop online-anmeldelser ofte bliver beskyldt for at være ”fake”.
En del presse-historier har således afsløret, at hoteller kan købe sig til gode anmeldelser hos svindel-bureauer, der er dygtige til at placere rosen på de rigtige steder på internet.
På andenpladsen efter anmeldelserne placerer danskerne ønsket om at bo på et centralt beliggende hotel – 43 procent – eller tæt på strandne (27,5 procent).
Apollos analyse afslører også en tydelig bevægelse bort fra de store ferie-ressorts. I dag foretrækker over dobbelt så mange danskere små, lokalt ejede hoteller – 22,8 procent – frem for store internationale kæder – ni procent.

Et stigende antal danske ferie-rejsende vil helst bo på små lokalt-ejede hoteller. (Foto: LoboStudioHamburg / Pixabay)
Samtidig er fleksibilitet blevet et nøgleord for danske ferie-rejsende. All-Inclusive er fortsat populært, men flere vælger også lejligheds-hoteller, hvor ferien kan skræddersys efter humør og tempo. Det gør 16,6 procent
Selvom hotel-valget er vigtigt, er det ikke her, det meste af ferien leves. Således foretrækker over halvdelen at tilbringe tiden ved stranden – 55,4 procent – end ved hotellets pool.
I den forbindelse fylder oplevelser rigtig meget i danskernes ferie-ønsker. Næsten halvdelen – 48 procent – vil bruge ferien på lokale kultur-oplevelser som f.eks. markeder, museer og seværdigheder.
Natur-oplevelser står også højt på ønskelisten – hos 42,8 procent – mens mange planlægger at kombinere ferien med koncerter og events – nemlig 39,6 procent.
Samlet set peger den nye undersøgelse på en klar trend imod, at danskerne vælger ferie lige så meget med hjertet som med hovedet, vurderer Glenn Bisgaard. Han er salgsdirektør hos Apollo Rejser:
”Vi kan se, at tillid, fleksibilitet og autencitet vejer tungere end luksus og faste rammer hos den moderne ferie-rejsende fra Danmark. Ferien leves i stigende grad uden for hotellet,” siger han.
Her så til sidst en oversigt over nøgletal fra Apollos undersøgelse af danskernes hotel-valg:
- 45,5 procent – kunde-anmeldelser er det vigtigste
- 43 procent vil bo tæt på centrum
- 27,5 procent prioriterer nærhed til strand
- 27,5 procent foretrækker All Inclusive
- 22,8 procent vil helst bo på små, lokalt ejede hoteller
- 16,6 procent foretrækker et lejligheds-hotel
- 9,0 procent vælger store, internationale resorts
- 55,4 procent vælger strand frem for pool
- 48 procent vil opleve lokal kultur
- 42,8 procent ønsker natur-oplevelser
- 39,6 procenter vil til koncerter og events
(Indledningsfoto er AI genereret af Trends & Travel)





Skriv et svar