Lige nu er der langt fra højsæson på den smukke græske ferieø Santorini, men for både den lokale befolkning og de få turister har de seneste par uger været lidt af et mareridt.
Santorini hærges nemlig af næsten daglige jordskælv, der ikke ser ud til at stoppe lige foreløbigt.
Mandag havde øen sine hidtil værste jordrystelser siden 1964. Den stærkeste blandt over 120 skælv nåede 5,3 på Richter-skalaen.
Det er stærkt nok til, at rystelserne også kunne mærkes i hovedstaden Athen, der ligger 230 kilometer i luftlinie fra Santorini.
Den vulkanske aktivitet øger derfor frygten for, at Santorini bliver ramt af det helt store jordskælv og efterfølgende Tsunami oversvømmelser.

Det norske krydstogtskib ”Viking Star” skulle egentlig have besøgt Santorini i går, men blev omdirigeret til Chania på Kreta. (Foto: Wolfgang Fricke / Wikimedia)
De græske myndigheder har for længst sat Santorini i nødberedskab og evakueret omkring 70 procent af øens lokale befolkning i sikkerhed på det græske fastland.
Alle skoler på Santorini vil være lukket i denne uge. Det samme gælder mange offentlige kontorer, hoteller og restauranter. Også skolerne på Santorinis naboøer Ios, Anafi og Amorgos, oplyser den græske regering.
Om kort tid skulle sæsonen for krydstogter være indledt på Santorini, men den er udsat foreløbig:
Et første krydstogtskib – ”Viking Star” fra rederiet Viking Ocean Cruises – skulle egentlig have anløbet Santori i går med 900 passagerer ombord. Skibet er nu omdirigeret til Chania på Kreta, fortæller den græske nyhedstjeneste ERTNews.
Især i sommer-månederne får Santorini besøg af mange krydstogtskibe. Sidste år i august blev rekorden slået med 15.000 krydstogt-gæster på én gang på den lille ø i det Ægæiske Hav….
(Indledningsfoto til artiklen: Cristiano Pinto / Unsplash)





Skriv et svar