
SAS har nu sat officiel dato på, hvornår flyselskabet genindfører Business Class på sine ruter i Europa og Skandinavien. Det bliver fra den 1. oktober.
SAS markerer dermed, at flyselskabet gerne vil have en større bid af den attraktive og voksende kage af forretningsfolk og luksus-vante privatpersoner, som ikke er bange for at betale ekstra for bedre service, plads og andre fordele.
På nuværende tidspunkt er SAS flyene på internationale ruter i Europa kun indrettet Economy Class (SAS Go) og Premium Economy (SAS Plus). Sidst SAS tilbød Business Class i Europa, er over 10 år siden.
Med genåbningen af Business Class forsvinder SAS Plus så til gengæld. Bizz placeres, hvor SAS Plus befinder sig i øjeblikket – forrest i flyet.
”Mange af vores komfort- og kvalitets-fokuserede rejsende forventer en klart defineret europæisk Business Class, der er på højde med internationale standarder,” forklarer Paul Verhagen. Han er Chief Commercial Officer hos SAS.
“Vores SAS Plus har leveret et opgraderet produkt i forhold til Economy, men det har ikke fået den accept hos krævende flypassagerer,” fortsætter han.

Sådan ser Business Class ud på de store Airbus A350 fly, som SAS bruger på inter-kontinentale ruter til f.eks. USA og Asien. Helt lige så luksuriøst bliver det nye Business Class i Europa dog ikke. (Foto: SAS)
Paul Verhagen tilføjer, at genindførelsen af Business Class skal markere SAS som en af Europas top-flyselskaber.
Business Class vil samtidig forstærke Københavns rolle som et vigtigt knudepunkt (hub) for flytrafikken i Nordeuropa og Skandinavien.
Den nye Business Class hos SAS, som man kan booke billetter til fra den 6. maj, vil bl.a. tilbyde følgende fordele:
- Forbedret spise-oplevelse via et nyt måltids-koncept med flere premium retter, større udvalg og anvendelsen af ægte porcelæn, der kan genbruges.
- Egen afdeling i flyet, der placeres forrest i kabinen. Business Class adskilles tydeligt ved hjælp af gardiner.
- Bedre plads, fordi midtersæderne altid vil være blokerede. SAS ser dog ikke ud til at udskifte sine nuværende sæder med større og bedre, sådan som mange andre flyselskaber gør på deres Business Class.
- Ekstra høj service i lufthavnene med Priority Check-in, boarding og adgang til flere lounges.
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / Unsplash)
Skriv et svar