I dag slutter en epoke i dansk transport. Det fysiske Rejsekort lukker og slukker.
Klokken 23:59 i aften er sidste chance for at bruge kortet, der nu bliver afløst af en app, det nye gule Basiskort eller Rejsebillet app’en. Desuden kan man bruge DSB’s app til at betale sine billetter med.
Nedlukningen af det fysiske Rejsekort har stået på siden slutningen af maj. Da blev det lukket i Jylland og Fyn. Lukningen på Sjælland og København har dog været udsat indtil i dag på grund af tekniske problemer med det nye Basiskort.
”Det fysiske Rejsekort er gennem tiden blevet brugt på mere end 1,6 milliarder rejser med kollektiv transport, så det er et stykke Danmarkshistorie, vi siger farvel til i dag,” fortæller Jens Willas. Han er kunde-direktør i Rejsekort & Rejseplanen.
”Heldigvis bruger 3,3 millioner rejsende allerede Rejsekort-appen og 200.000 har bestilt et Basiskort og er klar til at rejse videre,” fortsætter han.
Langt de fleste har allerede skiftet til Rejsekort app’en, og en del af dem har undervejs oplevet problemer, hvis de har koblet app’en op til betaling via MobilePay. Mere stabilt er det at hægte app’en på et kredit- eller betalings-kort til banken.
Rejsekort & Rejseplanen forventer at få en travl sidste dag, fordi der altid er nogen, som venter til aller-sidst eller ikke har haft mulighed for at skifte til app’en endnu.
Har man penge stående på sin saldo, når det fysiske Rejsekort lukker, indsættes beløbet automatisk på egen NemKonto i august. Har man et Rejsekort Anonymt, skal man selv bede om at få pengene udbetalt. .
Det fysiske Rejsekort lukker, fordi teknologien bag har nået sin levetid og det er blevet dyrt at vedligeholde. Til gengæld var det meget moderne, da det blev indført i perioden i perioden 2008 til 2015. Det skete via en hård fødsel.
Teknologien var mere eller mindre kopieret fra et tilsvarende Octopus system i Hong Kong, hvor den elektroniske betaling blev brugt af millioner af borgere – uden de store problemer. London havde også et lignende Oyster system.
Forskellen på Hong Kong, London og Danmark var imidlertid, at danskerne havde en hel stribe interessenter, der alle ville have sat deres aftryk på Rejsekortet. Det var både nationale, regionale og lokale tog- og bus-selskaber og politikere.
Resultatet var, at Rejsekortet i begyndelsen lignede et patchwork tæppe af ekstra krav og faciliteter, der gjorde systemet meget mere kompliceret end først ønsket. Det betød samtidig forsinkelser på adskillige år.
København og hovedstads-området var også her den del af Danmark, hvor fornyelsen kom sidst. Klippekortene blev først lukket i midten af 2015 – to år efter planen.
Siden da har Rejsekortet dog vist sig som en succes, som mange danskere nok er kede af at skulle sige farvel til nu. De kan dog fortsat bruge et fysisk kort i fremtiden, hvis de ikke har eller vil bruge en smartphone til at betale deres rejser med.
Hvis man ikke har en smartphone eller ikke ønsker at bruge den, kan man fortsat rejsen uden ved at benytte det anonyme Basiskort. Her skal man selv løbende tanke kortet op med kontanter eller betalingskort i 98 kiosker, salgssteder og DSB 7-Eleven butikker.
Det drejer sig om det anonyme Basiskort. Her skal man selv løbende tanke kortet op med kontanter eller betalingskort i 98 kiosker, salgssteder og DSB 7-Eleven butikker….
(Indledningsfoto til artiklen er AI genereret af Trends & Travel)





Skriv et svar