Maksimalt 100 milli-liter væske pr. flaske eller beholder. I alt én liter. Mere må en flyrejsende ikke tage med ombord i øjeblikket .
Måske det ændrer sig allerede i løbet af få dage, men kun hvis lufthavnen, man benytter, har installeret en helt bestemt type CT- eller 3D-skanner i sin sikkerheds-kontrol.
Så vil man igen – ligesom for 20 år siden – kunne medbringe to liter væske i håndbagagen. Det betyder nok først og fremmest mere sodavand og shampoo.
EU har nemlig meddelt, at man vil ændre reglerne en af de kommende dage. Desværre kun i begrænset omfang, så det kun er få lufthavne, der kan være med.

Denne CT skanner er den første, som EU har godkendt til at håndtere større mængder væske i europæiske lufthavne. (Foto: Smiths Detection)
EU’s første godkendelse gælder nemlig kun en enkelt type CT-skanner. Mere præcist Hi-Scan 6040 CTiX fra britiske Smiths Detection.
Alle andre modeller og mærker skannere venter fortsat på en godkendelse fra EU, og det er en meget langsommelig proces.
I Danmark er Billund den eneste lufthavn, som har de godkendte Hi-Scan skannere installeret:
”Vi er naturligvis glade for, at vores skannere er godkendte, og at vi kan give vores passagerer den ekstra gode service med større mængder væsker i bagagen,” siger Dan Prangsgaard til Trends & Travel. Han er kommunikationschef i Billund Lufthavn.
”Desværre er en formel godkendelse fra EU ikke lig med, at vi kan ændre vores væske-regler lige med det samme. Vi må vente på et officielt go, og det aner vi ikke hvornår kommer,” fortsætter han.

Operatørerne af de nye skannere får et meget præcist billede af, hvad der gemmer sig i flypassagerernes håndbagage og tøj. (Foto: Smiths Detection)
Danmarks største lufthavn – den i København – benytter et andet mærke CT-skannere. Det er også til godkendelse hos EU, men har ikke fået den officielle certificering endnu.
Københavns Lufthavn er i fuld gang med at opgradere sit Security område med 2o nye skannere. Fem er taget i brug, og de resterende 15 skal være på plads i maj næste år. I november i år bliver yderligere seks nye skannere sat i drift.
Passagerer, der allerede har prøvet de nye skannere, kan mærke en forskel, når de skal passere flaskehalsen sikkerheds-kontrol.
De nye skannere tillader ikke kun større mængder væske. Passagerer behøver heller ikke længere tage overtøjet af, tømme lommer og tasker, hente elektronik frem fra tasker og kufferter – bælter, ure og sko kan blive på.
I praksis kan skannerne håndtere op til 30 procent flere passagerer i timen. Alt andet lige må det skære køer og ventetid ned for den enkelte rejsende.

Københavns Lufthavn benytter et andet mærke CT skanner og ved derfor ikke, hvor den vil blive godkendt af EU. (Foto: Københavns Lufthavn)
I mellemtiden begynder man at undre sig over, hvorfor EU godkender CT-skannerne så uendeligt langsomt og kun en efter en – og ikke i et større antal.
Denne tunge fremgangsmåde betyder, at den bedre passager-service kun vil blive rullet ud i lavt tempo i Europas lufthavne.
Passagererne vil samtidig kunne opleve, at de måske må tage de to liter væske med i den lufthavn, de rejser fra, men ikke på tilbagevejen. Retur-lufthavnen har med stor sandsynlighed ikke samme mærke og model skanner.
Italien ser ud til at blive det første land, hvor den nye ordning bliver udbredt først. Lufthavnene i Rom, Milano, Torino, Bergamo, Catania og Bologna er nemlig udstyret med Hi-Scan 6040 CTiX.

Danmarks største lufthavn er i fuld gang med at modernisere sin sikkerheds-kontrol med 20 nye CT-skannere. Fem er taget i brug. Seks flere kommer til november, og i maj næste år skal hele projektet være færdigt. (Foto: Københavns Lufthavn)
Netop denne skanner-type er den første, som EU’s ECAC division for civil luftfart har godkendt. Hos ECAC er skannerne blevet testet for at kunne afsløringen flydende sprængstof meget præcist.
Opdagelsen af små mængder sprængstof gemt i hælene på en formodet terrorist på vej ind i et fly fra Paris til New York var for 19 år siden årsagen til, at de nye og strengere væske-regler blev indført over det meste af verden.
Som nævnt ser Italien ud til at blive foregangsland, fordi Hi-Scan 6040 CTiX er så udbredt i lufthavnene her.
Hos vores naboer i Tyskland står denne type CT skanner i de store lufthavne i Frankfurt, München og Berlin. Ingen her kan dog sige noget om, hvornår de nye regler kan indføres i praksis….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)





Skriv et svar