Krisen i Mellemøsten og truslen om højere priser på brændstof og billetter ser ikke ud til at påvirke danskernes rejselyst til sommerferien.
Tværtimod mærker Danmarks største charter-ferie-udbyder Spies en stærkt stigende efterspørgsel efter ferieture sydpå ned til varmen.
Antallet af bookinger til sommerferien ligger således 14 procent over samme tidspunkt for et år siden, mens salget her i maj et steget med hele 37 procent.
Lige i rette tid til et mindre boom i charter-rejser sydpå har Spies netop modtaget et helt nyt Airbus A330-900nep fly med plads til 385 passagerer.

Pilot på den første flyvetur med det nye kæmpefly var Sunclass Airlines’ First Officer Andreas Biering. (Foto: Spies)
Det havde sin første afgang med betalende gæster ombord i dag, hvor turen gik fra København til Chania på Kreta.
Flyet hører under Spies’ eget flyselskab Sunclass Airlines og skal bl.a. deles med Spies’ norske søster-selskab Ving. Med andre ord får det nye kæmpefly travlt fra første dag.
At Airbus flyet har navnet ”neo” i enden, betyder, at det hører til Airbus nyeste generation af maskiner med særligt brændstof-effektive jetmotorer. De støjer også mindre og har lavere CO₂-udledning end ældre flytyper.
“Vi ser ikke ind i mangel på flybrændstof eller aflysninger, og vi har ingen planer om at sende ekstra-regninger til kunder med allerede bookede rejser,” forklarer Sofie Folden Lund. Hun er kommunikationschef i Spies.

Den første charter-rejse i Spies’ helt nye Airbus gik fra København til Chania på Kreta. (Foto: Spies)
Rejse-giganten har hedget – forudbestilt – flybrændstof og dermed låst priserne mange måneder frem i tiden.
”Det vigtigste for os er at sikre vores gæster gode og trygge rejseoplevelser – også i uforudsigelige tider”, fortsætter Sofie Folden Lund.
Spies sender hvert år mere end en kvart million danskere på ferie – heraf omkring 150.000 alene i sommersæsonen.
Lige nu er de mest populære sommer-destinationer:
- Cypern
- Tyrkiet
- Rhodos
- Kreta
- Mallorca
Ifølge Spies er især Tyrkiet tilbage som en af danskernes store sommer-favoritter med en vækst på mere end 50 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år….
(Indledningsfoto til artiklen: Sunclass Airlines)





Skriv et svar