(Opdateret) Sommeren vibrerer i Danmarks største lufthavn, og det er ikke blevet mindre af det omskiftende vejr, vi har oplevet i de seneste par uger.
Lige fra rekord-agtige solskins-dage med temperaturer op mod 30 grader til hård blæst, regnskyl, torden og halvt så mange grader på termometret.
For en sikkerheds skyld har tusinder af danskere bestilt sommerferie sydpå i de senere dage og uger, for afsted vil de – og sol vil de se.
Københavns Lufthavn har forberedt sig på det store ryk-ind, der foregår i overmorgen – fredag den 27. juni – når skolernes sommerferier begynder.
Alene fredag venter CPH 109.000 rejsende gennem terminaler og gates. I hele weekenden bliver det over 320.000.

(Foto: Getty Images / Unsplash+)
Søndag den 20. juli bliver sågar den travleste nogensinde i lufthavnens 100 års historie. Holder prognoserne stik, vil 120.000 rejse til og fra Københavns Lufthavn på denne ene dag.
I hele sommeren – det vil sige juni, juli og august – benytter 9,5 millioner rejsende CPH på sydspidsen af Amager. Det vil være en halv million flere end i samme periode sidste år.
Flertallet af dem, der sidder i flyene, er i øvrigt ikke danskere. København udvikler sig mere og mere til at være er internationalt knudepunkt – i luftfarts-sprog en hub – og det viser sig tydeligt i passager statistikkerne
Hver tredje rejsende i CPH er dansker. Svenskerne udgør 14 procent. Resten er andre nationaliteter med et flertal af amerikanere, briter, tyskere og nordmænd.
Ikke overraskende har en stor del af passagererne bestilt flyrejsende til Sydeuropa. Igen i år er Spanien den klare favorit – efterfulgt af Italien, Frankrig, Grækenland og Tyrkiet.
De mest populære rejsemål i Spanien er tilsvarende Malaga, Barcelona og Palma de Mallorca.

(Foto: Arno Senoner / Unsplash)
Grækenland er fortsat danskernes nummer ét, når det gælder charter-rejser. De udgør fem procent af den samlede flytrafik i CPH, og her ligger de græske øer Kreta, Rhodos og Zakynthos helt i top.
I alt har Københavns Lufthavn 171 direkte destinationer på rutekortet denne sommer. 13 af dem er helt nye som f.eks. Cagliari på Sardinien, Tanger i Marokko og Varna i Bulgarien.
Selvom CPH har forberedt sig godt, kan ventetid og kødannelser ikke undgås på de travleste dage.
Det skal man være forberedt på som passager og derfor ankomme til lufthavnen i god tid inden afgang. To timer før ved flyvninger i Europa og tre timer ved længere flyveture. Reglen gælder, uanset om man har tjekket ind online hjemmefra.
Ventetiderne kommer typisk ved check-in skrankerne og i sikkerheds-kontrollen. De kan dog også opstå i pas-kontrollen, som man skal gennem, hvis man rejser ud af Schengen området. Det vil i praksis sige uden for Europa plus Storbritannien.
Til sidst har Københavns Lufthavn tre gode råd til de mange tusinde passagerer, som skal flyve i den kommende weekend og i sommer:
- Check ind hjemmefra, hvis flyselskabet tilbyder den mulighed.
- Mødetid i lufthavnen er to timer inden afrejse inden for Schengen lande i Europa og tre timer inden afrejse til destinationer uden for Schengen-området.
- Pak din håndbagage korrekt. Væsker skal være under 100 milliliter, og de skal placeres i en genlukkelig 1-liter pose. Max. én pose pr. rejsende.
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)





Skriv et svar