Her i Danmark plejer vi at prale med, at vi er et meget grønt og klima-rigtigt land, og vi er berømte på grund af vores hang til hygge.
Vi har et af verdens bedste køkkener, og danskerne hører til blandt klodens lykkeligste befolkninger, selvom vi på netop dét punkt er overhalet af finnerne.
Men hvor mange er mon klar over, at vores hovedstad København er en af de aller-sikreste byer at besøge som turist her i 2026. Kun islandske Reykjavik er endnu mere sikker.

København ligger på en flot andenplads over verdens sikreste byer at besøge som turist. (Foto: C1Superstar / Unsplash)
Det viser en rangliste, som det store amerikanske rejse-forsikrings-selskab Berkshire Hathaway Travel Protection udsender hvert halve år.
Analysen bygger på input fra over 1.500 amerikanske rejsende. Kun rejsende, der faktisk har besøgt den storby, som de udpeger, kan være med i vurderingen.
Basis i rapporten er en oversigt over de mest populære internationale og nationale destinationer for turister og forretnings-rejsende fra USA.

Islandske Reykjavik er verdens sikreste storby at besøge. (Foto: Einar H. Reynis / Unsplash)
Samtidig bliver svarene sammenholdt med internationale statistikker om storbyer med mest eller mindst kriminalitet, vold og terror, som udgives af ”Numbeo”, ”The Economist” og ”GeoSure Global.”
Til sidst indgår 31 storbyer i Berkshire Hathaway Travel Protections oversigt over de sikreste steder at besøge.
Reykjavik og København indtog i øvrigt også de to øverste pladser på forsikrings-selskabets rangliste fra sidste år. Her er den aktuelle Top-15 for rejser i 2026:
- Reykjavik i Island
- København i Danmark
- Zürich i Schweiz
- Amsterdam i Holland
- Honolulu på Hawaii
- Sydney i Australien
- Barcelona i Spanien
- Lissabon i Portugal
- Tokyo i Japan
- Dublin i Irland
- Venedig i Italien
- Seoul i Sydkorea
- London i Storbritannien
- Singapore i Singapore
- San Francisco i USA
Det amerikanske forsikrings-selskab udsender også separate ranglister, der vurderer rejsemål på forskellige måder.
Sydkoreanske Seoul er således verdens sikreste storby, når det udelukkende gælder risiko for terrorisme. Ellers må Seoul nøjes med en 12. plads på den mere generelle rangliste.
Danmark ligger heller ikke så højt som hovedstaden København på en liste over verdens sikreste lande at rejse i.
Her rutsjer Danmark helt ned på en global 15. plads, mens lande-listen toppes af Holland, Australien og Østrig….
(Indledningsfoto til artiklen er AI-genereret af Trends & Travel)





Skriv et svar