Grønland har mange gange erklæret, at landet vil satse meget stærkere på turisme som fremtidens vigtigste indtægts-kilde.
I den forbindelse har Grønland fået en række nye lufthavne og flere nye flyforbindelser ud i verden. En af dem går med United Airlines til New York, hvor grønlænderne havde håbet at se mange amerikanske turister fra.
Men ok – det var inden, at præsident Trump forstærkede sit ønske om at overtage verdens største ø fra Danmark. I dag frygter grønlænderne vel, at der sidder en invasions-styrke i hvert fly, der lander fra USA.

Maldiverne er det femte-dyreste sted i verden at holde ferie. (Foto: Josepons28! / Pixabay)
Grønlænderne ser dog også ud til at have en anden udfordring. En ny international analyse afslører nemlig, at Grønland er det dyreste land at besøge som turist i verden. En påstand, der kan skræmme mange potentielle gæster fra udlandet.
Den nye rapport kommer fra den New York baserede rejse-forsikrings-portal Squaremouth, der har udregnet og sammenlignet de daglige rejse-omkostninger i over 100 lande verden over.
Med en overordnet dagspris på 1.172 dollars eller ca. 7.850 kroner placerer Grønland sig helt i top foran mere varme og eksotiske rejsemål som f.eks. British Virgin Islands i Karibien og Fransk Polynesien ude i Asien.

Grønlands bedste hotel – det fire-stjernede Hans Egede i Nuuk – er netop blevet købt af Air Greenland og dermed i sidste ende af det grønlandske hjemmestyre. (Foto: Hotel Hans Egede / Facebook)
I dagsprisen indregner Squaremouth typiske udgifter til flyrejse, hotel, lokal transport, måltider og rejse-forsikring.
Alene flybilletten til og fra Grønland koster i gennemsnit 1.357 dollars. Dertil kommer de højeste lejebil priser i verden på 110 dollars om dagen. Selv et meget enkelt måltid koster godt 36 dollars, oplyser rejse-forsikrings-portalen.
Til gengæld har Grønland ikke de dyreste hoteller. Dem finder man i Fransk Polynesien med 1.382 dollars om ugen i gennemsnit og British Virgin Islands med 1.137 dollars. I den sammenligning er det direkte billigt at bo på hotel i Grønland. Her ligger gennemsnittet på kun 227 dollars.

Her ses verdens fem dyreste lande at rejse til. (Infografik: Squaremouth)
Næppe helt overraskende placerer Schweiz sig som Europas dyreste rejseland og eneste repræsentant i Squaremouth’ globale Top-10. Afrika har til gengæld flere safari-destinationer med.
Island og Norge er også med i Top-15 over de dyreste rejse-lande i verden. De to nordiske lande finder man som nummer 13 og 14. Dermed er de Europas næst- og tredje-mest kostbare at holde ferie.
Den nye analyse afslører bl.a, hvor meget lange afstande og en isoleret geografisk placering kan øge priserne på en rejse. Det er sikkert ikke blevet bedre, efter at priserne på flybenzin er røget i vejret som følge af krigene i Mellemøsten.
Fire af de 10 destinationer på Squaremouth’ rangliste ligger afsides – nemlig Grønland, Fransk Polynesien, Antarktis og Maldiverne:
- Grønland
- Britisk Virgin Islands
- Fransk Polynesien
- Antarktis
- Maldiverne
- Schweiz
- Zimbabwe
- Turks and Caicos øerne
- Botswana
- Anguilla
- Saint Lucia
- Namibia
- Island
- Norge
- Zambia
(Indledningsfoto til artiklen: Annie Spratt / Unsplash)
TheDigitalArtist! / Pixabay)





Skriv et svar