Når skoleklokken ringer ind igen i næste uge, er de fleste danskeres sommerferie ved at være slut.
Erfaringer fra denne sommer viser samtidig, at danskerne igen har prioriteret charter-ferien og pakke-rejsen højt. Også, selvom flere end tidligere har valgt at vente med at booke helt til sidst.
Mallorca blev samtidig og igen igen sommerens mest populære destination hos Danmarks største charter-ferie-udbyder Spies. Lige efter følger Cypern, Rhodos, Kreta og Gran Canaria.
Alt i alt rejste omkring 50.000 danskere med Spies sydpå i skolernes sommerferie. Samtidig blev juli den stærkeste syvende måned i Spies’ historie – målt på omsætning.

Mange danskere ventede til sidste øjeblik med at bestille sommerferien sydpå. (Foto er AI genereret af Trends & Travel)
Flyene i Spies’ eget flyselskab, Sunclass Airlines, havde en gennemsnitlig belægning på 99 procent, mens 97 procent af værelserne i koncept-hotellerne Sunwing, Ocean Beach Club og Sunprime var fyldt op i sommerferien.
Hele 14.000 danskere valgte at holde ferie på en af disse koncept-hoteller, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til sommeren sidste år.
Det vidner ifølge kommunikationschef i Spies, Sofie Folden lund, om en stadig stigende tendens til at danskerne vælger hotel-oplevelser, der passer præcis til den livsfase de er i. Hvad enten man rejser som småbørns-familie, med teenagers – eller gerne helst vil undgå børn på sin ferie.
”Charterferien står fortsat utrolig stærkt hos danskerne. Vi har haft en stærk sommer med rekordomsætning, fyldte fly og stor efterspørgsel på vores klassiske solrejser, ikke mindst til vores familie- og voksehoteller Sunwing, Ocean Beach Club, Family Garden samt voksenhotellerne i Sunprime-porteføljen”, siger Sofie Folden Lund.
Her er Top-5 listen over de mest populære rejsemål i skolernes sommerferie:
- Mallorca
- Cypern
- Rhodos
- Kreta
- Gran Canaria
En af sommerens tydelige tendenser har været, at danskerne ventede længe med at bestille sommer-ferien.
Men, da vejret i Danmark skiftede fra sol til regn i de første dage af juli, kom der rigtig gang i salget af charter-rejser. Hos Spies var det med hele 80 procent på blot tre dage.
”Denne tendens er vi ikke ene om. Den gælder i hele rejsebranchen. Vi oplever, at flere holder mulighederne åbne lidt længere end tidligere. Mange vil gerne se både vejrudsigten og deres egne sommerplaner an, før de beslutter sig,” forklarer Sofie Folden Lund.
”Derfor bliver salget mere koncentreret, men vi kan tydeligt se, at danskerne reagerer hurtigt, når udsigten til dansk sommer ikke helt lever op til forventningerne”, fortsætter hun.

Mallorca var igen i år danskernes sommerferie-favorit numero uno. (Foto: Spies)
Sommeren har samtidig budt på hedebølger og lokale skovbrande flere steder i Sydeuropa, hvilket har fyldt meget i nyhedsbilledet. Det har betydet ekstra spørgsmål fra gæsterne og et tæt samarbejde med lokale myndigheder og samarbejdspartnere på destinationerne.
”Vi har naturligvis haft henvendelser fra gæster, som har fulgt nyhedernes reportager om hedebølger og skovbrande. Vores vigtigste opgave har været at give konkret og faktabaseret information om netop deres rejsemål,” siger Sofie Folden Lund.
”Heldigvis har vores destinationer ligget langt fra de berørte områder, og vores gæster har kunnet holde deres ferie helt som planlagt,” siger hun videre.
Samtidig ved de, at vi følger situationen tæt, og at vi kontakter dem med det samme, hvis der skulle opstå en situation, som kan få betydning for deres ferie”, siger Sofie Folden Lund.

Spies’ Sunclass fly var booket 99 procent i skolernes sommerferie. (Foto: Spies)
Hun tilføjer, at Spies råder sine gæster til at gøre som de lokale, når de er sydpå i varmen. Det vil sige, at de skal tage en pause midt på dagen. Gerne indendørs med air conditioning, når solen er stærkest.
Man bør også søge mod stranden, poolen eller skyggen for at køle af, og læg udflugter, cykelture eller storby-besøg til morgen- og aften-timerne.
Endelig betyder farvel til skolernes sommerferie ikke, at travlheden forsvinder hos Spies. Sen-sommer-rejser i august og september er populære hos danskere uden skole-søgende børn. Havet er stadig varmt, men tempoet lavere og temperaturerne mere behagelige.
(Indledningsfoto til artiklen: Spies)





Skriv et svar