Sommerferie er ikke altid fryd og gammen, sol på himlen og den rene lykke sammen med familien, venner eller på egen hånd.
Sommerferie kan desværre også være dårlige erfaringer, når vi render ind i den ene ærgrelse efter hinanden. Andre turister i flyet og på ferie-destinationen kan nemlig være til stor irritation.
”Reserverede” solsenge ved poolen kan få de fleste danskere op i det røde felt. Højlydte børn i fælles-områder og folk, der har drejet lyden op på deres mobiltelefon, kan også sætte stopper for danskernes gode ferie-følelse af ro og afslapning.

Vi lader os let irritere af, at vores naboer ved poolen spiller høj musik eller taler højlydt via mobiltelefonen. (Foto: momondo)
Det viser en ny rundspørge, som den store dansk-baserede rejse-søge-maskine momondo har ladet Ripple Research foretage blandt 1.000 danskere i perioden mellem den 17. og den 25. marts 2026.
“Sommerferien er noget, mange glæder sig til længe. Derfor kan små ting hurtigt føles ekstra irriterende, når man endelig er afsted,” siger Lisbet Due Berg til Trends & Travel. Hun er presse-ansvarlig hos momondo.
”Mange drømmer nok om ro ved poolen, god stemning og en ledig solseng, men det er ikke altid sådan virkeligheden ser ud, når hotellet er fyldt med gæster,” fortsætter hun.

Mange danskere kan ikke lide at se andre turister tage fotos af den mad, de alle skal spise. (Foto: Foo Visuals / Unsplash)
Næsten hver femte dansker – 18 procent – peger på reserverede solsenge som feriens største irritation. Det er den gammelkendte taktik at lægge et håndklæde en bog eller måske en solhat på solsengen ved poolen for at markere, at den er taget. Også, selv om håndklædets ejermand ikke er til at se i miles omkreds.
Løbende og skrigende børn synes 15 procent er det værste, mens 13 procent siger, at det er andre turister, som ser video eller taler højlydt i smartphone, når de sidder eller ligger ved poolen, hvor naboerne ikke kan undgå at høre med.
Meget sjovt viser momondos analyse også, at mange danskere mener, at uvanen med de reserverede solsenge er typisk dansk. Det er nu næppe, for tilsvarende rundspørger i f.eks. Tyskland og Storbritannien har også solsenge-tricket øverst på hadelisten:
- “Reserverede” solsenge med håndklæder – 18 procent
- Børn, der løber og skriger i fælles-områder – 15 procent
- Højlydte telefon- eller video-opkald ved poolen – 13 procent
- Gæster, der fester på hotellet – 12 procet
- Folk, der spiller høj musik fra højttalere – 9 procent
- Gæster, der springer over i køen til buffet’en – 7 procent
- Folk, der hoster eller nyser uden hensyn til andre – 6 procent
- Stærke lugte fra fx parfume, mad eller alkohol – 5 procent
- Nogen, der fylder for meget med armlæn, benplads eller bagage – 4 procent
- Folk, der tager billeder af maden, før andre kan spise – 1 procent
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / momondo)





Skriv et svar