Hvis I har den opfattelse, at flyselskaberne altid lader deres passager maskiner rejse den direkte og korteste vej mellem to lufthavne, må I hellere tro om igen.
Nogle gange kan det betale sig at flyve en omvej for at komme hurtigere frem og samtidig spare brændstof i luften.
Kunsten er at udnytte de såkaldte ”jet streams” højt oppe i atmosfæren. Det kan være stærke vinde, der bogstavelig talt kan give medvind på flyruten. Eller naturligvis det modsatte.
Hvor meget gunstige jet streams kan betyde, viser et aktuelt eksempel fra Turkish Airlines. Her tog en Airbus A330 forleden dag en omvej på 1.200 kilometer og landede alligevel til tiden i Istanbuls lufthavn.

Her ses den 1.200 kilometer lange omvej, som Turkish Airlines fløj og faktisk sparede både tid og penge undervejs. Den direkte rute mellem Panama City og Istanbul vises med den stiplede linie. (Illustration: Flightradar24)
Fly TK800 / THY800 startede planmæssigt fra Panama City i Mellem-amerika klokken 12:47 lokal tid. Det var med syv minutters forsinkelse.
Men i stedet for at tage den direkte kurs tværs over Atlanten hen over Middelhavet og til Tyrkiet, fløj den store Airbus en enorm bue over den nordlige halvkugle – og landede til tiden i Istanbul.
Analyser og grafikker fra online siden Flightradar24 dokumenterer Turkish flyets lange omvej:
Først gik det mod nordøst over Cuba, Florida og langs den amerikanske og canadiske østkyst. Derefter videre hen over sydspidsen af Grønland, forbi Island og Norge, hen over Polen og Rumænien til Tyrkiet.
Omvejen har to store fordele for et flyselskab som f.eks. Turkish Airlines. Den ene er jet stream. Den anden overflyvning af færre lande. Begge ting sparer udgifter og afgifter.

Her ses jet streamens effekt. I de røde områder er vinden særlig stærk og kan udnyttes til at flyve hurtigere fra Nordamerika til Europa. (Illustration: Flightradar24).
Hvis Turkish flyet havde taget den direkte rute, ville den skulle have passeret flere lande end via den store bue og omvej nordover. Nemlig Puerto Rico (USA), Frankrig, Italien, Kroatien, Serbien og Bulgarien. Alle lande skulle have en betaling for overflyvningen.
Jet stream er en stærk vestenvind, der var særlig stærk på denne dag. Med vinden i ryggen kunne Airbus flyet nå en tophastighed på 1.100 kilometer i time mod normalt 900. Det giver kortere flyvetid, uden at det koster en krone mere i det dyre brændstof.
Hvor meget jet stream betyder, viser også et andet eksempel. I januar fløj en Boeing 787 Dreamliner fra JFK lufthavnen i New York til Gatwick i London på kun fem timer og 13 minutter. Normalt siger flyselskaberne, at det tager syv timer at flyve mellem USA’s østkyst og Europa.

Passagererne ombord på den tyrkiske Airbus A330 mærkede ikke noget til den store omvej på 1.200 kilometer. Flyet landede med kun 11 minutters forsinkelse i Istanbul dagen efter….
Skriv et svar