Krigen i Mellemøsten mellem Iran, Israel og USA har ikke kun sat regeringer overalt i verden i alarm-tilstand.
Den har også direkte betydet store stigninger i olie og benzin, hvilket inden længe vil kunne mærkes på mange andre ting i hverdagen.
Til gengæld ser det ud, som om rejsebranchen ikke kan blive enig om, hvor danskerne reagerer på krisen og de generelt højere priser på rejser og transport.
Rejse-søge-maskinen momondo og charter-giganten Spies fortæller, at danskerne køber vildt ind af ferie-rejser lige nu for at få dem til gammel pris.
Det samme siger en analyse fra rejse-forsikrings-selskabet Ergo. Ifølge den vil næsten alle danskere fortsætte med at rejse som før – nemlig 94,8 procent.
Så kommer der noget andre toner fra Jyske Bank.

Mange danskere har endnu ikke taget stilling til, om der er råd til en sommerferie i udlandet. Flere vil derfor blive i Danmark hen over sommeren, mener Jyske Bank.
Den siger, at kun 31,9 procent af danskerne forventer at tage på ferie i udlandet i de kommende tre måneder. Det er et fald på 22,5 procent sammenlignet med sidste år.
Mere opsigtsvækkende er dog, at 48,1 procent af danskerne slet ikke planlægger at holde ferie her og nu. Det er 18,4 procent flere end i marts for et år siden.
Tallene stammer fra den seneste nye konjunktur-måling fra Voxmeter, og den er ifølge Jyske Bank et klart udtryk for, at økonomien fylder meget mere i danskernes ferie-overvejelser – uden at lysten til ferie er forsvundet:
Ifølge privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask, er tallene et klart udtryk for, at økonomien fylder mere i danskernes ferieovervejelser – uden at lysten til ferie er forsvundet.
“Vi ser ikke en trend med, at vi fravælger ferien, men at vi vælger anderledes, fordi økonomien og usikkerheden i verden spiller en større rolle. Mange prioriterer tryghed, fleksibilitet og overblik – og det gør ferien tættere på hjemmet mere attraktiv,” forklarer Bettina Brask. Hun er privatøkonom i Jyske Bank.
Tallene peger samtidig på, at der ikke længere findes én fælles feriemodel. Danskerne prioriterer forskelligt – og mere bevidst:

Lige i øjeblikket køber danskerne i stor stil charter-rejser sydpå for at undgå prisstigninger i den kommende tid. (Foto: Sebastien Le Derout / Unsplash)
“Nogle drømmer stadig om sol og strand i udlandet, mens andre finder den største værdi i natur, ro og aktive oplevelser i Danmark. Det afgørende er, at ferien passer til den enkeltes livssituation og økonomi,” siger Bettina Brask.
Netop den forskellighed ses tydeligt i den stigende interesse for aktiv ferie inden for landets grænser.
Vandring, cykling og naturoplevelser vinder frem på tværs af generationer – ikke nødvendigvis fordi det er billigst, men fordi det giver mening for mange.
Uanset ferieform er der dog ét fællestræk: behovet for økonomisk overblik, vurderer Jyske Banks privatøkonom.
Hun mener, at det for mange giver det ro at arbejde med en fleksibel ramme for ferie-budgettet, for eksempel et nogenlunde dags-budget.
Samtidig minder Bettina Brask om, at nogle af de største ferie-oplevelser ofte er gratis.
“Naturen er en kæmpe ressource. Skove, strande, søer og stier giver plads til både oplevelser og fordybelse – uden at belaste økonomien,” slutter hun.
Jyske Bank har til sidst seks gode råd til ferie-planlægningen:
- Lav et realistisk feriebudget. Skab overblik over, hvad der er råd til – fra transport og mad til oplevelser og det uforudsete.
- Spar op til ferien i god tid. En lille, løbende ferie-spareplan giver ro og gør ferien mere overskuelig – også hvis økonomien er stram.
- Tal om forventningerne, før I tager af sted. Afstem synet på restaurant-besøg, aktiviteter, tempo og niveau for forbrug.
- Sæt et fleksibelt dagsbudget. Det giver ro og gør det nemmere at nyde ferien uden at overskride økonomien.
- Brug naturen aktivt. Vandring, cykling, udsigter og vand er næsten gratis – og giver store oplevelser.
- Tænk en uge længere end ferien. Sørg for en lille buffer til tiden efter ferien, så hverdagen ikke bliver en økonomisk overraskelse.
(Indledningsfoto er AI genereret af Trends & Travel)





Skriv et svar