På verdensplan er hver fjerde fly-afgang enten forsinket eller aflyst. I EU er den især gal i Grækenland, Portugal og på Cypern.
Det viser en ny analyse fra Airhelp – det oprindeligt dansk-stiftede konsulent-firma med speciale i at hjælpe fly-passagerer med at få kompensation fra flyselskaberne. I dag er Airhelp verdens største og har hovedsæde i Berlin.
Airhelp har samtidig analyseret, på hvilke ugedage og tidspunkter af dagen risikoen er størst for at rende ind i forsinkelser og aflysninger af fly-afgange.
Ifølge Airhelp blev 81,4 millioner flyrejsende ramt i EU i første halvår af 2026. Det er et mindre fald på 1,7 millioner i forhold til samme periode for et år siden.

(Foto: Airhelp)
Grækenland alene havde forsinkelser af aflysninger i 26,6 procent af alle afgange i dette års første seks måneder. Det svarer til 3,9 millioner rejsende. Portugal havde 25,6 og Cypern 24,9 procent.
I Tyskland, der er EU’s største luftfarts-marked, blev 10,8 millioner passagerer ramt. Det svarer til 21 procent, oplyser Airhelp.
Måske lidt overraskende skal man finde syv af de ti mest punktlige lande i verden i Syd- og Mellem-amerika. Panama holder rekorden med kun 8,9 procent forsinkelser og aflysninger i første halvår af 2026.
Analysen afslører også, at de fleste aflysninger og forsinkelser forekommer op til weekenden. Værst ser det ud med flyvninger om eftermiddagen eller sent om aftenen.
Helt modsat ser det ud med morgenfly inden klokken 08:00. Her oplever man den mindste risiko – bl.a. fordi flyene på dette tidspunkt ikke er påvirket af forsinkelser og aflysninger på andre afgange….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)





Skriv et svar