Det er ikke kun flyselskaber, lufthavne, hoteller, rejsebureauer og restauranter, der har det hårdt, mens COVID-19 virussen hærger. Også verdens to største flyfabrikker kan mærke krisen.
Boeing og Airbus modtager mange afbestillinger af fly fra de kriseramte kunder. Begge fabrikker skruer derfor ned for produktionen for at undgå at have for mange færdige maskiner stående på lager.
Boeing har således meddelt her natten til mandag, at man forlænger den midlertidige lukning af to af sine fabrikker i den amerikanske delstat Washington.
De skulle ellers være genåbnet i morgen tirsdag efter to ugers lukning. Washington med storbyen Seattle i det nordvestlige USA er imidlertid et af de hårdest Corona ramte regioner i landet,
Desuden skaber problemer hos under-leverandører har dog tvunget Boeing til at holde fabrikkerne lukket på ubestemt tid, fortæller flygiganten.
Boeing er i forvejen i svare økonomiske problemer, efter at den forventede bestseller 737 MAX har haft startforbud i over et år nu efter to fatale flystyrt med 346 dræbte.
Boeing havde håbet, at en forbedret MAX kunne få en ny start-tilladelse her i den nærmeste fremtid. Selv, hvis det skulle ske, vil situationen næppe bedre sig synderligt.
Flyselskaberne har nemlig andre ting at tænke på end at modtage nye passagerfly. De fleste af deres nuværende maskiner står allerede ubeskæftigede på jorden.
Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at flyselskaberne begynder at afbestille de Boeing 737 MAX fly, de havde i ordrer.
Senest har det store fly-leasing-selskab Avolon aflyst en ordre på hele 75 Boeing 737 MAX maskiner. Ordren har en værdi på 77 milliarder kroner (11 mia. USD) for Boeing. Mange penge.
Airbus bygger færre fly
Også Boeings europæiske ærkerival – Airbus – er påvirket af nedskæringer hos Avolon. Fly-leaserne har afbestilt fire Airbus A330neo maskiner og udskudt leveringen af yderligere 25 fly.
Avolon er sikkert en af årsagerne til, at Airbus i fredags udsendte en kortfattet meddelelse om, at man overvejer at skære sin produktion ned. På den måde vil Airbus undgå at producere til lager.
”Vi er ved at analysere pandemiens indvirkning på driften og vores muligheder for at indføre modforholdsregler,” skriver Airbus. På almindelig dansk betyder det vel at skrue fabrikationen ned og sende ansatte hjem.
Efter sigende producerer Airbus allerede færre A320 og A321 maskiner end normalt. Inden Corona krisen byggede Airbus 60 eksemplarer om måneden af sin bestseller familie. Den skal nu skæres ned til 36 fly månedligt i det næste halve år.
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)
Skriv et svar