Det vakte en del opsigt, da DFDS i juni sidste år solgte Danmarks mest kendte færgefart – de populære Oslo både mellem København og den norske hovedstad. Efter 158 år hos DFDS.
Køber var det i Danmark ukendte Gotlandsbolaget, der driver passager- og fragt-services samt krydstogter med udgangspunkt på den store svenske ø Gotland.
I øjeblikket har de nye ejere travlt med at ombygge og modernisere de to velkendte færger:
De karakteriske blå DFDS farver forsvinder til fordel for nye røde, hvide og akva-grønne kulører. DFDS’ legendariske malteser-kors på skorstenen erstattes af et stort hvidt G.
Gotlandsbolaget skifter også navne på de to gamle færger: ”Crown Seaways” omdøbes til ”Nordic Crown” og ”Pearl Seaways” til ”Nordic Pearl”.
Det eneste, der stort set bliver ved det gamle, er den daglige sejlrute mellem København og Oslo. Stoppet undervejs i Frederikshavn vil den nye ejer nemlig droppe fra den 30. marts.

Sådan så de to Oslo-færger ud, da de stadig var en del af DFDS. (Foto: DFDS)
Svenskerne har ikke meldt noget ud om, hvorvidt de vil ændre afsejlings tidspunkter. Så indtil videre hedder det sent hver eftermiddag fra København. Og retur fra Oslo hver morgen.
Til gengæld er der gode chancer for at gense kendte ansigter på skibene. Gotlandsbolaget har nemlig overtaget samtlige omkring 800 medarbejdere på færgeruten fra DFDS.
I 2023 transporterede Oslo-bådene over 700.000 passagerer. De kan fortsat benytte de velkendte DFDS bookingsystemer i hele 2025.
Ifølge Gotlandsbolaget vil det ene af de to store færger – ”Nordic Pearl”– præsentere sig i de nye kulører og med moderniserede kahytter fra næste uge.
Herefter sejler begge skibe på ruten i skiferie-sæsonen i de kommende uger, inden ”Nordic Crown” skal i dok i midten af marts.
Her får færgen bl.a. moderniserede kahytter og en generel overhaling efter mange år på vandet.
”Nordic Crown” ventes retur i færgelejet i Københavns Nordhavn i april. Omlakeret i de nye farver….
(Indledningsfoto til artiklen: Gotlandsbolaget)





Skriv et svar