
Mens flyselskaber med rutefly har haft store problemer under Corona, og mange – inklusive SAS og Lufthansa – næppe ville have overlevet uden statshjælp, boomer markedet for private forretningsfly.
Dem, der har råd, bruger egne jetfly til at holde sig uafhængige af, om flyselskaberne har afgange til deres ønske-rejsemål eller ej. Det gælder både forretningsfolk, politikere, sportsstjerner, rige influencere og skuespillere.
Salget af business jets ligger fortsat 20 procent over niveauet fra før Corona. Noget, der har sat ekstra fut i udviklingen af nye flytyper.

Global 8000 skal være markedets hurtigste forretningsfly. (Foto: Bombardier)
Seneste eksempel er canadiske Bombardier, hvis dugfriske Global 8000 model skal være verdens hurtigste forretningsfly.
Det er mere luksuriøst for sine op til 19 passagerer end konkurrenterne på himlen, og det kan med en rækkevidde på 14.816 kilometer – 8.000 nautiske mil – flyve længere end alle andre. Den maksimale flyvehøjde ligger på 15.600 meter eller 51.000 fod.
Topfarten skal ligge på 623 knob eller 1.152 kilometer i timen – Mach 0,94 eller meget tæt på lydmuren. Det er helt i klasse med de stærkeste passagerfly fra Boeing og Airbus.

Cockpittet i den nye business jet er fuldt moderne indrettet. (Foto: Bombardier)
Global 8000 har et vingespænd på 31,7 meter og er designet, så det kan starte og lande fra korte baner. Nok en fordel, så passagererne ikke er afhængige af at bruge større lufthavne, der let kan ligge langt fra den planlagte destination.
Cockpittet – undskyld nutildags hedder det ”flight deck” – er super-moderne med fire store displays, fly-by-wire joysticks, et head-up display i forruden, grafisk flyve-planlægning, multi-scan vejr-radar og diverse systemer til forbedret syn for piloterne.
De op til 19 passagerer rejser på første klasse. Kabinen er opdelt i fire lige store zoner og kan indrettes helt efter brugerens ønsker med mødelokale, dagligstue, soveværelse, køkken, brusebad, separat rum til personale osv.
Dertilommer naturligvis et avanceret surround sound lydanlæg, en central eller flere storskærme i 4K kvalitet fordelt i kabinen.
Passagererne sidder i ”zero gravity” sæder og kan ringe eller bruge computer via en hurtig Ka-band internet forbindelse.
Luften i kabinen renses naturligvis af HEPA filtre for hver 90 sekunder, ligesom et Dynamic Daylight Simulation system bruger røde og blå LED-lamper til at eftergøre det naturlige dagslys og reducere kroppens produktion af melatonin,. Det er den, der er skyld i jetlag.
Bombardier Global 8000 skal gå i tjeneste fra 2025. Prisen vil Bombardier ikke oplyse officielt, men regn med, at den bliver høj og mange millioner kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Bombardier)

Sådan kan kabinen f.eks. indrettes i fire sektioner. (Foto: Bombardier)

Stor 4K skærm næsten som i en mini biograf. (Foto: Bombardier

En stor dobbeltseng skal der naturligvis også være plads til. (Foto: Bombardier)

Hvis man skal flyve langt, skal man sidde godt. (Foto: Bombardier)

Privatlivets fred og samtaler kan holdes i egne kabiner. (Foto: Bombardier)

Bombardier sørger for, at flyet har installeret hurtigt internet, så man kan gennemføre videokonferencer i en ordentlig kvalitet. (Foto: Bombardier)

Global 8000 er designet, så flyet kan starte og lande på korte baner. (Foto: Bombardier)
Skriv et svar