Airbnb har over fem millioner boliger til leje verden over, og gæsterne nærmest vælter ind. Alene i København er der i dag næsten én Airbnb lejer for hver indbygger – 0,8 for at være mere præcis. Langt flere end i f.eks. London, Berlin eller Stockholm.
De helt små Airbnb gæster må imidlertid søge til Hamborg. Her er verdens mindste Airbnb hjem nemlig her kort før jul blevet åbnet .
Gæsterne må maksimalt være to centimeter høje. Smalltalk er et must i det lille hjem, der ligger centralt placeret i Hamborgs eftertragtede gamle pakhus kvarter.

Der er pyntet juleligt op i stuen i verdens mindste Airbnb bolig.
Det ekstremt lille Airbnb hjem er bygget og indrettet i samarbejde med Hamborgs berømte Miniatur Wunderland, der huser verdens største modeljernbane.
Interesserede kan leje det lille hjem for 10 USD om dagen. De kan ikke selv flytte ind, men føle god samvittighed ved, at alle 58 kroner går til Hanseatic Help.
Den velgørende organisation med base i Hamborg sender bl.a. containere fyldt med nødhjælp til krisecentre rundt om i verden.

I soveværelset på den lille Airbnb bolig står en mini udgave af en stor king size seng.
Airbnb hjemmet er indrettet i en pæn to-etagers patricier villa i byen Knuffingen – knuffig kan oversættes med lille og sød på tysk – midt i Miniatur Wunderland.
Villaen er på størrelse med en mellemstor madpakke. Derfor må gæster opfylde særlige betingelser, som Airbnb lejere normalt ikke møder.
Besøgende må f.eks. ikke være over to centimeter høje. Hoveddøren er tre cm. Stor bagage er ikke tlladt. Small talk er obligatorisk. Kæledyr er ok, så længe de ikke fylder mere end en dansk 50-øre. Og ingen sko indendørs i Airbnb villa – og slet ikke med høje hæle.

Miniatur Wunderland er verdens største model-jernbane. Selvfølgelig er der også et særligt juletog.
Det lille Airbnb hjem er luksuriøst indrettet med en åben pejs, et fire centimeter højt juletræ og en flot (mini) king size dobbeltseng.
I loungen finder man en stor sofa i tommelfinger format og en gyngehest på størrelse med en papir clips. Bittesmå og på størrelse med en blyant spids er julesokkerne over kaminen.
Gæster vil blive mødt af nogle af de ca. 10.000 små mennesker, der bor i Knuffingen. Byen fylder 120 kvadratmeter og har bl.a. en fungerende lufthavn.

Det flotte slot Löwenstein knejser over byen med verdens mindste Airbnb bolig i.
Den tog Miniatur Wunderlands håndværkere næsten seks år at bygge og kostede næsten 30 millioner kroner.
Elskere af elektriske tog har selvfølgelig masser at se på i denne, Hamborgs næststørste turist attraktion. De kører på flere etager i en gammel lagerbygning og kommer hele verden rundt.
Også Danmark har sin egen særlige sektion, hvor man kan se både vindmøller, Storebælts-broen, IC3 tog, strandene ved Vesterhavet og Nyhavn i hovedstaden. Alt i mini format.

Det er nok kun indendørs i Miniatur Wunderland, at Hamborg ser så vinterlig ud her omkring juletid. (Alle fotos: Miniatur Wunderland)
Alt i alt råder Miniatur Wunderland over 15 kilometer jernbane. Så stort et elektrisk legetøjstog har ingen andre. Derfor har Guinness Rekordbog for længst optaget Knuffingen og omegn.
Ud over lufthavnen og verdens første Airbnb bolig for meget små mennesker byder Knuffingen bl.a. på det gamle Schloss Löwenstein, hvis imposante barok-inspirerede bygning kigger ned over den sneklædte by fra sin bakketop.
På denne årstid er slottet oplyst af over 30.000 fjernstyrede LED-pærer, der kan vise utallige mønstre og farve-sammensætninger….

Hjembyen for verdens mindste Airbnb bolig har også en travl lufthavn, hvor man ser små flymodeller starte, lande og taxie rundt.

Julehyggen har spredt sig over Knuffingen og omegn. Husk lige, at Knuffingen er i størrelsen 1 til 75.
………..
Skriv et svar