Ligesom turist-sæsonen for alvor tager fat i Thailand, er landet blevet ramt af en national sorg, da den tidligere dronning Sirikit døde 93 år gammel forleden dag.
Sorgen er meget åbenlys i Thailand i disse dage, og den vil også kunne mærkes i et stykke tid fremover.
Faktisk har regeringen i Bangkok erklæret et helt års sorg, der dog ikke skal gå ud over landets største indtægt – de udenlandske turister.
Lige bortset fra de næste par dage vil alle Thailands turist-attraktioner blive holdt åbne. Men de besøgende bliver bedt om at klæde sig diskret og opføre sig respektfuldt i hele perioden.
I hvert fald i 90 dage skal alle – inklusive turister – gå klædt i sort eller andre mørke farver. Hvis man vil vise sin respekt, kan man sætte sorte bånd på sine t-shirts eller bluser. De kan købes overalt.

Lige nu sørger hele Thailand og vil gøre det i op til et år. (Foto: Chainwit / Wikimedia)
Turisterne bør også være lavmælte og tilbageholdende, når de besøger områder med sørgende thaier – f.eks. templer, kongelige paladser eller offentlige bygninger.
Lige nu vil samtlige offentlige bygninger, skoler, universiteter osv have flaget på halv-mast i 30 dage for at ære den populære konge-moder, der gennem årtier blev betragtet som en af verdens smukkeste royale.
Den nationale thailandske turist-myndighed TAT oplyser, at landet vil fortsætte med at være åbent og i fuld drift i hele sørge-perioden:
Restauranter, barer, butikker, hoteller og turist-attraktioner vil være åbne som normalt. Offentlige aktiviteter og større underholdnings-event kan dog blive nedtonet kraftigt.
Hvis man rejser til Thailand i de næste par dage, vil bl.a. konge-paladset og templet med the Emerald Buddha vil være lukket indtil den 8. november. Desuden vil man se mange thaier tænde stearinlys i gader, vinduer, på pladser og i templer.
At gå rundt med nøgen overkrop har længe været ildeset i Bangkok, og på mange badesteder betragtes det som uhøfligt at gå på restauranter, barer, cafeer og i butikker med bar mave. Den regel bliver nok forstærket her i sørge-perioden….
(Indledningsfoto til artiklen: Mathew Schwarz / Unsplash)





Skriv et svar