At vi skal forelægge en negativ Corona-test, inden vi kan komme ud at flyve, er efterhånden normal procedure.
Inden længe kan vi også klare den adgangs-begrænsning ved at vise et Corona-pas, der tilmed dokumenterer, at vi er vaccineret.
At man skal testes, inden man stiger på toget, er dog en ny variant.
Den indføres fra april i Italien, hvor den lokale pendant af DSB – Ferrivie hedder den – vil prøvekøre Corona-frie tog på sin hovedstrækning mellem Rom og Milano.
Passagerer til disse Frecce lyntog – se indledningsfoto til artiklen – skal møde en time før afgang på jernbane-stationen, hvor Røde Kors og Italiens Civilforsvar opstiller telte med de nødvendige test-faciliteter. Også personalet ombord på togene vil blive testet inden afgang.
De første Corona-frie tog vil køre i begyndelsen af april. Bliver de en succes, vil Ferrovie udvide med andre togstrækninger, der forbinder landets største turist-magneter. Det vil typisk sige Venedig, Firenze, Pisam Milano og Rom.
Lige nu kræver italienerne, at alle togrejsende skal bære masker. Togene kører kun halvfyldte, og Frecce lyntogene kræver plads-reservation.
Ud over test-teltet på perronen ved lyntoget er Roms hovedbanegård også ved at forvandle sig til et af den italienske hovedstads største vaccinations-centre for Corona.
Tre vaccinations-telte er opstillet på pladsen foran hovedbanegården. Teltene skal kunne foretage 1.500 vaccinationer om dagen.
Endelig har Italiens DSB indrettet et særligt ambulance-tog for Corona patienter. Toget har vogne med lægeklinik og en intensiv-afdeling til dem, der skal have særlig ilt-behandling. De øvrige vogne har syv sengepladser, der er isoleret fra hinanden.
Italien lukkede igen helt ned i mandags, efter at Corona smitten har spredt sig på ny. Denne gang er det de mere smitsomme varianter, der blev opdaget første gang i Storbritannien.
Foreløbig har regeringen forbudt alle rejser i Italien til efter påske. Derfor vil det nye Corona-frie tog først køre fra tidligst den 6. april….
(Indledningsfoto til artiklen: Peter Broster / Wikimedia)
Skriv et svar