Hvordan definerer man lykke – på engelsk ”happiness”?
Det er der sikkert lige så mange definitioner på, som der er mennesker på jorden
Alligevel forsøger en gruppe af 466 forskere og analytikere hvert år at kåre verdens lykkeligste storby.
251 byer var seeded på forhånd, og blandt dem skulle vinderen af ”The Happy City Index 2026” findes.

København får bl.a. ros for sine mange cyklister. (Foto: Febiyan)
Set med danske øjne var det en rigtig god kåring.
København vandt konkurrencen for andet år i træk, og Aarhus lander på en flot tiende-plads.
I det hele taget klarer Skandinavien sig flot. Hele seks af verdens 10 lykkeligste storbyer ligger i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Hvad er det så, København scorer så mange point i, af den danske hovedstad placerer sig som verdens lykkeligste?

Det er ikke altid, at Københavns berømte Lille Havfrue sidder så ensomt. (Foto: Ange Loron / Unsplash)
Analysens i alt 64 vurderings-punkter bygger på 150.000 enkelt-data. Den går særlig meget op i befolkningernes sundhed, arbejds-betingelser, klima, livskvalitet, forurening, work-life-balance, offentlig transport og bæredygtig by-udvikling.
København scorede 6.954 point i analysen og overhalede dermed Helsinki med 6.919 og Geneve i Schweiz med 6.882.
Blandt de områder, hvor den danske hovedstad scorede rigtigt mange point, er, at 70 procent af trafikken foregår på en grøn måde. Det kan være cykler, elbiler, elbusser, eltog osv. Gennemsnittet på verdensplan ligger nede på 45 procent.
Københavnere bruger desuden offentlige transportmidler 496 gange om året mod et globalt snit på kun 194.

Helsinki lander på en flot andenplads i konkurrencen om at være verdens lykkeligste storby. (Foto: Tapio Haaja / Unsplash)
Antallet af trafik-uheld i København er det halve af det internationale gennemsnit, samtidig med at københavnere tjener 161 procent højere løn end lands-gennemsnittet i Danmark.
Arbejdsløsheden er kun 3,62 procent mod det globale snit på 5,58 procent. Ansatte får 52 ugers forældre-orlov med mindst 50 procent løn. Det er mere end dobbelt så godt som det globale gennemsnit.
Analytikerne fremhæver også, at work-life balance kører rigtig godt i København. En dansker har således 25 betalte feriedage om året og arbejder ca. 39 timer om ugen. Sidstnævnte er lidt over gennemsnittet.
Dertil kommer, at København har aktive strategier med hensyn til psykisk sundhed og velbefindende sammen med en konkret plan om at bekæmpe hade-tale og cyber-mobning.

Geneve i Schweiz er verdens tredje-lykkeligste storby. (Foto: Kseniia Zapiatkina / Unsplash)
Endelig noterer analysen, at København er en meget åben storby. Over 86 procent af indbyggerne taler mindst ét fremmed-sprog, og 65,6 procent deltager i den demokratiske proces ved at stemme til valg. Gennemsnittet ligger på kun 49,8 procent.
Man bliver helt forpustet af al den ros til København. Kan analytikerne slet ikke finde nogen kritik-punkter, der trækker den modsatte vej?
Jo da – københavneren producerer lidt mere affald end gennemsnittet. Det samme gælder luftforureningen. Alt i alt har det dog ikke været nok til at fortrænge København som verdens lykkeligste storby.
Her til sidst så en oversigt over de 20 bedste byer i det nye ”Happy City Index 2026”:
- København i Danmark – 6.954 point
- Helsinki i Finland – 6.919 point
- Geneve i Schweiz – 6.858 point
- Uppsala i Sverige – 6.846
- Tokyo i Japan – 6.788
- Trondheim i Norge – 6.755
- Bern i Schweiz – 6.746
- Malmö i Sverige – 6.705
- München i Tyskland – 6.691
- Aarhus i Danmark – 6.685
- Zürich i Schweiz – 6.683
- Barcelona i Spanien – 6.668
- Espoo i Finland – 6.668
- Oslo i Norge – 6.623
- Haag i Holland – 6.563
- Ballarat i Australien – 6.546
- Aalborg i Danmark – 6.538
- Yokohama i Japan – 6.526
- Lugano i Schweiz – 6.524
- Reykjavik i Island – 6.514
(Indledningsfoto til artiklen: Peter Lloyd / Unsplash)





Skriv et svar