Her i landet er Danmarks største taxi-selskab – Dantaxi – kommet op på, at en tredjedel af bilerne i dag kører på el.
I London er man nået meget længere. Over halvdelen af de berømte sorte London taxier kører nemlig nu rundt med elmotor.
Godt at vide, hvis I gerne vil køre grønt, næste gang I besøger den britiske hovedstad.
Af Londons 14.690 licenserede taxier – det er dem i det gammeldags buttede design – er de 7.972 nu elektriske.
Det fortæller Transport for London (TfL) og taxi-fabrikanten LEVC, der ejes af den kinesiske gigant Geely. Kineserne har bl.a. også Volvo og Polestar elbiler i sin stald.
Ligesom i Danmark sker der en løbende og hurtig udskiftning af de gamle sorte diesel-slæder i London. Alene i november voksede antallet af elektriske taxaer med 10 procent.
I London har taxa-chauffører og vognmænd heller ikke haft det store valg. Siden 2018 har det været et krav fra TfL, at alle ny-registrerede sorte taxier skulle køre på el.
Siden sidste år er dette krav også udvidet til de mange private minicabs. Hvis de ikke makker ret og skifter til el, skal de betale 12,50 pund eller ca. 110 kroner om dagen i straf-afgift for at få lov til at køre i downtown London.
Mange af Londons større taxi- og minicab-operatører har forpligtet sig til at gå 100 procent over til el senest i 2025.
Den største minicab vognmand er Addison Lee. Dette selskab, der bruger VW ID 4 elbiler, vil have nået det mål inden udgangen af 2023.
For nylig har Uber meddelt, at man vil liste Londons sorte taxier i sin populære app. Nogle chauffører har accepteret, mens andre har afvist at deltage hos Uber.
Geely kalder selv sin LEVC TX for verdens mest avancerede elektriske taxi, selvom det ydre design har været stort set det samme gennem 50 år.
Siden sin lancering har de elektriske TX taxier kørt over 700 millioner miles, hvilket svarer til godt 1,1 milliarder kilometer.
I den forbindelse har de sparet Londons luft for 200.000 tons CO₂….
(Indledningsfoto: LEVC)
Skriv et svar