Truemag

  • Trends
  • Rejser
  • UnderholdningGood Mood
  • Home
  • Leifshows.dk
  • Kontakt os
Home Næsten 30 mio fløj via CPH

Næsten 30 mio fløj via CPH

Her senere i 2025 fylder Københavns Lufthavn 100 år, og det jubilæum kan Storkøbenhavns største arbejdsplads gå ind i med en viden om, at passagertallet er næsten helt tilbage. Nemlig 29,9 millioner.

”Næsten”, fordi Københavns Lufthavns rekordår i 2018 havde 30,3 millioner rejsende gennem terminaler og gates.

Lufthavnen tog en gevaldig slutspurt i december, der blev den bedste julemåned nogensinde:

2,2 millioner passagerer tog flyet fra eller til Københavns Lufthavn (CPH), hvilket er hele 11 procent flere end i december 2023.

Trods af det stigende passagertal er antallet af passagerfly, der letter og lander i Københavns Lufthavn, ni procent lavere end for fem år siden. Dengang var passagertallet ellers stort set det samme.

“Vi kan se, at de fleste af de 54 flyselskaber, der flyver til og fra København, kommer med nye, mere moderne fly. De nye fly er større og kan have flere passagerer med, men bruger samtidig mindre brændstof, larmer og forurener mindre,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Når passagerer tager flyet oversøisk fra København, tager de fleste til New York. Foto: Ferdinald Stöhr / Unsplash)

I dag er 34 procent af alle fly i Københavns Lufthavn af moderne flytyper som Airbus A320neo eller Boeing 737 MAX.

Størst fremgang havde CPH på sine nord-amerikanske ruter, der havde 23 procent flere passagerer end i 2023. For de europæiske ruter var stigningen på 12 procent.

Næppe overraskende ligger New York helt i top blandt de oversøiske destinationer. Knap 400.000 passagerer fløj mellem København og ”Big Apple” – efterfulgt af Los Angeles og San Francisco.

I løbet af 2024  er der åbnet flere nye ruter fra København til Nordamerika:

SAS begyndte at flyve til Atlanta og JFK-New York, mens American Airlines åbnede sin rute til Philadelphia. Det betyder, at der i dag er 14 direkte ruter mellem København og Nordamerika.

Udover de tre nævnte ruter flyver SAS i løbet af året til Los Angeles, Newark-New York, San Francisco, Chicago, Boston, Washington D.C., Miami og Toronto.

London er som altid den klart mest populære flyrute fra København. I 2024 tog 350.000 passagerer den flyvetur. (Foto: Getty Images / Unsplash+)

Dertil kommer, at Air Canada flyver til Montreal og Toronto, mens Delta Air Lines klarer en rute til JFK-New York.

Størstedelen af trafikken i Københavns Lufthavn går dog fortsat til destinationer i Europa – faktisk 84 procent målt i passagertal.

Her ligger Storbritannien på en klar førsteplads med 2,8 millioner rejsende i 2024. På anden- og tredje-pladsen følger Spanien og Norge med henholdsvis 2,5 og 2,4 millioner passagerer.

Endelig kan CPH se, at et stigende antal passagerer bruger lufthavnen som mellemstation videre ud i verden.

Sidste år rejste således 5,7 millioner transfer-passagerer via København. 19 procent flere end i 2023.

Størstedelen af transfer-passagerer flyver ind fra lufthavne i Sverige, Norge og Tyskland – og videre ud i verden til en af de 175 destinationer, man kan nå fra København.

Til sidst en Top-10 liste over de mest populære ruter til og fra Københavns Lufthavn i 2024:

  1. London – 175.053 passagerer
  2. Oslo – 104.146
  3. Stockholm – 102.158
  4. Amsterdam – 90.921
  5. Paris – 83.451
  6. Istanbul – 56.986
  7. Aalborg – 53.938
  8. Wien – 46.198
  9. Milano – 45.488
  10. Frankfurt – 43.827 passagerer

 

(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)

 

 

jan 6, 2025Leif Bomberg
Her skal man rejse til i januarSådan skal en sommerhus ferie føles

Skriv et svar Annuller svar

Leif Bomberg

Leif Bomberg er en erfaren journalist. Ud over Trends & Travel bestyrer han også www.leifshows.dk bloggen, der skriver om gadgets, sociale medier, teknologi og livsstil.,

6. januar 2025 Lufthavnekøbenhavns lufthavn, Næsten 30 mio fløj via CPH, passagertal i 2024
Udvalgte rejseartikler
Her er de 10 bedste strande i Europa
Forsikring dækker rejsende i Iran knibe
Kan man stole på sne-garantier?
Leifshows.dk

Læs også artikler på Leifshows.dk

  • Motorola vil også lyde godt
  • Ny jakke har plads til alt dit gear
  • AirPods kan nu købes brugt og med garanti
  • OnePlus er på vej med et lille kraftværk
  • Hvor loyale er vi over for vores mobil mærke?
Om os

Trendsandtravel.dk har fingeren på pulsen når det drejer som om rejser, livstil, gadgets og meget mere.

2025 © Trendsandtravel.dk - partner with Leifshows.dk