Især Stockholms Arlanda lufthavn har brugt mange kræfter i at indhente Københavns Lufthavn (CPH) som Nordens største, men det er i hvert fald ikke lykkes i 2025.
Tværtimod har København øget sit forspring og nåede op på 32,4 millioner passagerer i det forløbne år.
Det svarer til en stigning på 8,3 procent eller 2,1 million flere passagerer end den gamle rekord, der stammer helt tilbage fra 2018.
Endnu større fremgang havde Københavns Lufthavn i den netop overståede december. Da brugte 2,46 millioner rejsende terminaler og gates på Amager. Det var 13 procent flere end i samme måned for et år siden.
Hvis man sammenligner hele 2025 med 2024, havde CPH godt 2,5 millioner flere passagerer, oplyser lufthavnen.

Rekord-mange flyrejsende blev i december mødt af en julepyntet lufthavn. (Foto: Københavns Lufthavn)
De mange rejsende har gode muligheder for at komme ud i verden fra Københavns Lufthavn, og med rekordmange ruter har verden også nemmere adgang til København og resten af Danmark.
Forklaringen på den imponerende fremgang, der uden tvivl bringer København længere frem i Top-20 over Europas største lufthavne, er flere.
Dels er danske og sydsvenskere begyndt at flyve meget mere end tidligere. Dels har København fået hele 47 nye ruter i løbet af 2025, så lufthavnen i løbet af året nåede op på i alt 367.
De er fordelt på 62 forskellige flyselskaber, hvor de to største er SAS og Norwegian. Blandt de nye er spændende ruter til f.eks. Kina, Indien og Vietnam.
“Der har aldrig været bedre forbindelser til og fra Danmark. De giver en positiv effekt på hele vores samfund, når danske virksomheder har nem og direkte adgang til verden fra København,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

(Grafik: Københavns Lufthavn)
”De mange ruter tiltrækker også udenlandske virksomheder og arbejdskraft til landet, ligesom turismen i Danmark styrer mod nye højder. Det smitter så spositivt af på blandt andet butikker, hoteller og restauranter, hvor der bliver skabt en masse job,” fortsætter han.
Med gode forbindelser ud i verden er der også flere rejsende, som mellemlander i Københavns Lufthavn på vej mod deres slutdestination.
Antallet af transfer-passagerer er således steget med hele 27 procent i forhold til 2024. I dag benytter næsten hver fjerde rejsende København til mellem-landing og flyskifte videre ud i verden.
Det skyldes selvfølgelig, at SAS har valgt København som sit vigtigste trafik-knudepunkt – ”hub” i flyversprog.
I det forløbne år har København set markant flere transfer-passagerer fra Sverige, Norge og Nordeuropa for at flyve ud i verden. Omvendt benytter en del amerikanere og rejsende fra Asien som deres indgang til Europa….
(Indledningsfoto til artiklen: Mathilde Schmidt / Københavns Lufthavn)





Skriv et svar