
Selvom den absolutte højsæson for ferierejser til Thailand er overstået, er der fortsat mange danskere, som tager ud til det populære ferieland i Fjernøsten.
Lige nu er det bare en dårlig idé. Thailand er nemlig ramt af en ekstrem hedebølge med temperaturer over 40 grader i skyggen om dagen. Om natten er det sjældent under 30.
Thailand er vant til et varmt klima. Det er jo derfor, at mange nord-europæere elsker at tage på ferie i landet. Men i øjeblikket stønner selv thaierne under de høje temperaturer.
Hedebølgen er så voldsom, at myndighederne advarer mod udendørs aktiviteter. Thailandske medier opfordrer folk og turister til at opholde sig indendørs i kølede lokaler mellem klokken 11 og 15.
Varmen er værst i hovedstaden Bangkok og i de nordlige og centrale dele af Thailand. Hedebølgen har stået på i flere uger, og den ser ikke ud til at stoppe lige med det samme, siger lokale meteorologer.

De thailandske myndigheder advarer turister mod at opholde sig udendørs midt på dagen. (Foto: Getty Images / Unsplash)
”Sundheds-ministeriet opfordrer indtrængende offentligheden til at blive hjemme og holde sig fra aktiviteter udendørs, fordi der er en risiko for hedeslag,” skriver avisen ”Pattaya Mail.”
På gaderne i bl.a. Bangkok ser man tusinder af mennesker søge læ under solskærme. Andre forsøger at overleve med batteri-drevne mini-ventilatorer.
I turist-attraktioner som f.eks. tempel-anlæggene i Thailands gamle hovedstadf Ayutthaya udstyres turister med specielle UV-paraplyer, der skal give ekstra god beskyttelse mod solstrålerne.
Thailand sommer begyndte i slutningen af februar. Det skete med en advarsel fra myndighederne om, at temperaturerne kunne blive to grader højere end normalt.
Samtidig forklarede eksperterne, at varme-indekset – altså den følte temperatur – sagtens kunne passere den frygtede 50 graders grænse.
Meteorologer og klima-forskere har længe alarmeret om, at især lande i det sydøstlige Asien vil være truet af stadig længere hedebølger i fremtiden. Forklaringen er klima-forandringerne….
(Indledningsfoto til artiklen: Viorel Vasadi / Pixabay)
Skriv et svar