De sommer-rejsende fylder godt op i terminalerne i Københavns Lufthavn (CPH), hvor den særlige summen af ferie-stemning har bredt sig.
I juni var 3,17 millioner gæster forbi lufthavnen. Det er 46.000 flere end sidste år og det højeste antal juni-rejsende nogensinde i Københavns største arbejdsplads.
Samtidig blev søndag den 7. juni dagen med flest passagerer i et enkelt døgn i lufthavnens historie. Her rejste eller ankom 121.722 gæster. Den tidligere rekord fra sidste år lå på 119.127 passagerer.
Ifølge prognoserne kommer der en ny rekord-dag søndag den 19. juli, hvor Københavns Lufthavn venter 121.722 gæster .

(Grafik: Københavns Lufthavn)
Spanien, Italien og Frankrig var som vanligt de tre mest populære lande at flyve til i juni. De havde henholdsvis 252.000, 220.000 og 159.000 passagerer i den forløbne måned. Samlet set er den en fremgang på fem procent i forhold til samme periode sidste år.
Rejsende på charterfly udgør omkring fem procent af de rejsende i Københavns Lufthavn. Blandt dem er Grækenland favoritten med øerne Kreta og Rhodos som de mest populære.
Langt de fleste passagerer i CPH rejser inden for Europa. I juni var der således 2,8 millioner rejsende på de europæiske ruter, hvilket er på niveau med sidste år.
“Selv om antallet af rejsende er rekordhøjt i juni, er det lidt færre end forventet. Det skyldes, at enkelte flyselskaber har reduceret på antallet af afgange blandt andet på grund af de stigende brændstofpriser”, forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Størst procentvis fremgang er der på ruterne til Asien med 52 procent flere rejsende i juni. Det skyldes bl.a. flere afgange og nye ruter til f.eks. Seoul i Sydkorea og Ho Chi Minh City i Vietnam….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)





Skriv et svar