Mens flere andre flyselskaber har aflyst deres ordrer på Boeings fejlramte 737 MAX fly, går Ryanair helt mod strømmen.
Lavpris-gigantens kontroversielle topchef Michael O’Leary erklærer nemlig bramfrit, at han hellere end gerne vil købe flere MAX’er, når de får lov til at lette med passagerer igen.
Faktisk vil Ryanair gøre meget for at blive det første flyselskab, der lægger nye ordrer på Boeing 737 MAX maskiner.
Ryanair er en meget loyal Boeing kunde og vil åbenbart demonstrere, at selskabet har stor tillid til USA’s største flyfabrik.
Irerne har i øjeblikket 431 Boeing 737 fly i sin flåde – og ikke en eneste Airbus. Ryanair har desuden bestilt 135 MAX modeller plus 75 som option.
Den første 737 MAX til Ryanair skulle have været leveret i april – med fem flere i løbet af denne sommer.
Den levering er ikke blevet til noget, fordi Boeings MAX fly har været ”grounded” siden marts efter to fatale flystyrt med i alt 346 dræbte.
Som situationen ser ud lige nu, får Boeing tidligst en ny flyve-tilladelse til august. Muligvis først senere.
De amerikanske luftfarts-myndigheder FAA har nemlig afvist Boeings første rettelser af styre-software’n til 737 MAX som utilstrækkelig.
Desuden dukker der næsten dagligt nye historier op i amerikanske medier om, at Boeing har sjusket med uddannelsen af 737 MAX piloter. Således skal de anvendte simulatorer til skolingen slet ikke have trænet piloterne i de kritiske manøvrer, som tilsyneladende var skyld i flystyrtene
Michael O’Leary fortæller til det amerikanske CNBC TV, at de manglende leveringer af MAX fly vil koste flyselskabet omkring en million passagerer her til sommer.
Desuden regner O’Leary med, at den næste store del-levering af 50 MAX’er vil blive skubbet fra efteråret og til engang næste år.
Som mange andre flyselskaber kræver Ryanair nu, at Boeing skal betale erstatning for de manglende leveringer og de deraf følgende ekstra omkostninger.
”Vi har fornuftige samtaler med Boeing om den million passagerer, vi har mistet på grund af de manglende fly. Vi går ikke så meget efter at få kontanter i kompensation. Snarere vil vi have rabat på de kommende fly, vi får leveret,” siger O’Leary til CNBC TV.
Ryanair forhandler lige i øjeblikket med Boeing om at udvide sin bestilling af flere 737 MAX fly. Europas største lavpris selskab er ikke bange for at købe den omstridte maskine, selvom mange passagerer sikkert vil være bange for at stige ombord:
”Vi stoler 100 pct. på Boeing. Derfor vil vi stå først i køen til at købe flere 737 MAX’er, når flyet får lov til at gå i tjeneste igen,” understreger Ryanairs topchef.
Han mener også, at Boeing har håndteret MAX krisen nogenlunde godt: ”Da først problemet var kendt, har de handlet hurtigt”….
Skriv et svar