
Danskerne er for alvor vendt tilbage til charterferierne efter nogle sløje år under Corona, hvor man næsten ikke turde bevæge sig uden for døren. I hvert fald ikke uden mundbind i ansigtet.
Den danske brancheforening for charterbranchen – RID – kan nemlig konstatere, at 2024 blev et nyt rekordår.
1.135.644 rejste nemlig med fly på ferie og slog dermed det hidtidige rekordår med et mulehår.
I 2024 rejste hele 56.681 flere danskere på flyrejse med RID’s medlemmer end året forinden. Det svarer til en vækst på fem procent.

Over 65.000 danskere rejste på skiferie som charterrejse. (Foto: Pasja1000 / Pixabay)
Medregnes rejser med andre transportmidler som bil, bus og tog, blev der solgt yderligere 61.101 rejser.
Det bragte så det samlede antal solgte ferierejser af RIDs medlemmer op på 1.196.745 – en øgning på 50.395 i forhold til 2023.
Som altid var Spies den suveræne nummer ét, når det gælder charter- og pakkerejser i Danmark. Med knap en kvart million gæster var Spies 60.000 større end nummer to TUI.
Her er Top-10 listen over de største rejsearrangører i Danmark. Tallene omfatter ferierejser med fly eller andre transportmidler solgt i og udrejst fra Danmark i 2024:
- Spies – 248.252 gæster
- TUI – 188.505
- Apollo Rejser – 166.472
- Sunweb – 166.221
- Bravo Tours – 164.768
- Primo Tours – 40.780
- Skinetworks – 32.409
- SkiGroup – 31.615
- dk – 30.641
- Århus Charter – 30.421 gæster
(Indledningsfoto til artiklen: Spies)
Skriv et svar