
Man kan gøre mange ting for at få gang i turismen igen efter flere års nedlukning på grund af Corona pandemien.
Taiwan tager et af de mere utraditionelle skridt. Her giver man udenlandske turister penge for at besøge den asiatiske ø, som Kina så gerne vil have indlemmet i sit imperium.
Taiwan vil således betale omregnet 1.200 kroner hver til en halv million individuelle turister, der besøger landet her i 2023. Samtidig vil der blive udbetalt 4.800 kroner til 90.000 rejsegrupper.
Taiwans store avis “Taipeh Times” fortæller, at pengene vil blive overført digitalt til turisterne, så snart de er landet. Pengene kan frit bruges til at dække udgifter, mens man besøger Taiwan – til f.eks. billetter, hotelophold eller måltider.
Taiwans turist-ministerium mangler dog at fortælle, hvornår pengestrømmen starter og, hvordan man kan blive modtager af turist-lønnen.
”Pengene vil blive givet i forbindelse med forskellige turist kampagner og events i år. Ikke alle udenlandske turister får pengegaven,” forklarer general-direktøren for Taiwans turistbureau til avisen.
Taiwan, der huser nogle af verdens store elektronik-fabrikanter, håber på at lokke seks millioner turister til øen i 2023 ved hjælp af penge-kampagnerne. I 2025 er målet 10 millioner besøgende.
Målgrupperne vil Taiwan finde i sine vigtigste turist-markeder, som bl.a. er Europa, USA, Japan, Sydkorea, Hong Kong og Macao.
Taiwan er i øvrigt ikke det første land, som betaler turister for at besøge det: I 2021 forsøgte Malta med et kontant tilskud til hotel-ophold, mens en region i det nord-østlige Italien sidste år betalte turisters togbilletter.
Omvendt er der jo også lande, som tager penge fra turisterne. Det er f.eks. Venedig og Thailand, der indfører turistskat….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar