Thailands mest berømte strand Maya Bay – den fra filmen ”The Beach” med Leonardo diCaprio – har haft det rigtig fint i tre år. Det var under Corona pandemien, hvor der stort set ikke kom nogen turister.
De var ellers godt i gang med at dræbe og ødelægge den sarte natur på det thailandske drømme-arkipel Ko Phi Phi.
De vadede rundt på korallerne og svinede strandene til, så man til sidst bevægede sig rundt i cigaretskodder og tømte øldåser.
I mellemtiden er turisterne vendt tilbage, og situationen er næsten lige så slem som før pandemien. Igen er den smukke bugt fyldt med farverige ”long-boats.”
De lokale myndigheder har derfor besluttet, at Maya Bay skal være permanent lukket i regntiden mellem den 1. august og den 30. september. Det skriver Thailands engelsk-sprogede nyhedsmedie ”Bangkok Post.”
Maya Bay på den tidligere ubeboede ø Phi Phi Leh blev forvandlet til et turist-center på ganske få år, efter at biograffilmen fra 2000 gjorde området kendt over hele verden.
I juni 2018 lyttede myndighederne til havbiologers advarsler og spærrede adgangen til den hvide strand og det blå vand helt. Det forbud holdt i 3,5 år.
Først i januar 2022 blev Maya Bay genåbnet, men kun med skrappe restriktioner: Både må ikke længere sejle ind i bugten. Svømning, snorkling og dykning er forbudt, og antallet af besøgende begrænset.
Den nye lukning i monsun-tiden indføres ikke kun for at beskytte naturen. Den skal også øge sikkerheden for turister.
Mange af de både, der sejler de besøgende fra nabo-øen Phi Phi Don, er nemlig gamle og slidte. De kan slet ikke klare stærk regn og høj bølgegang, som er almindelige i regntiden.
Nu om dage lægger de thailandske long-boats til i den nærliggende Loh Sama bugt, hvorfra turisterne må gå til fods videre til Maya Bay….
(Indledningsfoto til artiklen: Humphrey Muleba / Unsplash)
Skriv et svar