I 1968 var Boeing 747 en verdens sensation. Aldrig før havde man set et så stort passagerfly, og hvordan kunne det overhovedet holde sig svævende? Ligesom på en brumlebi så vingerne ud til at være alt for små og spinkle til den enorme krop.
Boeing overbeviste verden om, at det kunne Jumboen sagtens. Siden har Boeing på næsten 50 år solgt 1,548 eksemplarer af klodens mest legendariske og berømte passagerfly.
Nu lakker det dog mod enden. Ingen større flyselskaber gider købe 747’ere længere, og selv USA’s præsident Donald Trump må ud på brugt-flys markedet for at købe to Boeing 747-800 afløsere til sin nuværende Air Force One maskiner.

GE havde til sidst store problemer med at skaffe reservedele til det 49 år gamle fly. Derfor blev det nu sendt på pension. (Alle fotos: General Electric)
At jumboen er på vej ud, blev også understreget i denne uge. Her blev den sidste maskine af første generation 747-100 sendt på pension.
Det 49-årige fly indledte sin karriere som airliner hos det for længst lukkede Pan Am flyselskab. Senere fortsatte denne jumbo som testfly hos jetmotor fabrikanten General Electric Aviation.
Forleden foretog luftens ”gamle dame” sin sidste flyvning fra GE’s motor fabrik i californiske Victorville til Pima Air & Space Museum i Tucson, Arizona. En beskeden rejse på 576 kilometer.

Den gamle jumbo indledte sin karriere som passagerfly for Pan Am i 1969.
GE’s 747-100 blev bygget i 1969 og var den 16. jumbo, som Boeing byggede. Motorfabrikanten overtog flyet, da Pan Am gik konkurs i 1991. Inden da havde jumboen haft en kort karriere som troppe transportfly for amerikanerne under Golfkrigen.
I de 24 år, flyet tilhørte GE, har det haft 11 forskellige jetmotorer monteret. I alt har jumboen afviklet 3.916 timer i luften som testfly for General Electric.
Den gamle jumbo fungerer fint og et pænt vedligeholdt. På det seneste har det dog været svært at skaffe originale reservedele, ligesom flyets navigations-systemer ikke længere kan møde luftfarts myndighedernes krav i 2018….

Det smukke gamle fly var det sidste flyvende eksemplar af Boeings første 747-100 variant.
Skriv et svar